Mays regering tabte afstemning om brexit

Den britiske premierminister, Theresa May, har lidt nederlag ved en afstemning i parlamentet, som kræver ændringer i udkast til exit-aftale.

309 stemte for et forslag om, at give parlamentet garanti for en endelig afstemning om den indgåede aftale med EU. (Foto: © handout, Scanpix)

Den britiske premierminister, Theresa May, har lidt nederlag ved en afstemning i parlamentet, som kræver ændringer i udkast til exit-aftale, skriver BBC.

Et smalt flertal har givet parlamentet garanti om en endelig afstemning om brexit-aftalen med EU. 309 stemte for forslaget stillet af Dominic Greive, mens 305 stemte imod.

Udfaldet af afstemningen betyder, at parlamentet skal godkende en separat lovpakke for at godkende enhver endelig aftale om Storbritanniens udtræden af EU.

Resultatet er et tilbageslag for Mays regering forud for et vigtigt EU-topmøde torsdag og fredag.

Det var medlemmer af Mays konservative regeringsparti, som krævede en eksplicit juridisk garanti indarbejdet i den historiske aftale om briternes udtræden af EU.

Dominic Grieve, som er konservativ parlamentariker og tidligere justitsminister, havde udarbejdet ændringsforslaget.

Det var underskrevet af en række andre konservative parlamentsmedlemmer og støttet af arbejderpartiet Labour.

- Regeringen er nødt til at lytte til, hvad der bliver sagt til dem. Det har været som en dialog mellem døve. De har gjort det til et opgør mellem viljer, sagde Grieve inden afstemningen.

/ritzau/