May-støtte bliver ny udenrigsminister

Theresa May erstatter Boris Johnson med hidtidige sundhedsminister Jeremy Hunt.

(Foto: © Simon Dawson, Scanpix)

Den britiske premierminister, Theresa May, har her til aften udpeget sundhedsminister Jeremy Hunt som ny udenrigsminister efter Boris Johnson.

Johnson trådte tilbage tidligere i dag. Nyheden om hans afgang kom kort før, at Theresa May skulle orientere parlamentet om den nye brexit-plan. En 12 punkts-plan, som Boris Johnson har været stor kritiker af.

Boris Johnson hører til blandt dem, der ønsker en hårdt brexit. Og han har ikke været alene om sin fratræden.

Sent søndag aften meddelte brexit-minister David Davis og underminister i det britiske ministerium for brexit, Steve Baker, også deres afgang.

De mange tilbagetrædelser skyldes intern uenighed i den konservative regering om, hvordan Storbritanniens udtrædelse af EU skal foregå. David Davis skrev i sit opsigelsesbrev til Theresa May skriver han, at aftalen "i bedste fald vil sætte Storbritannien i en svag forhandlingssituation".

Boris Johnson og David Davis har stået fast på, at bruddet med EU skulle være fuldstændigt.

Støtte fra Hunt

På trods af, at regeringen var dybt splittet, vandt Theresa May opbakning til planen for Storbritanniens fremtid uden for EU.

Modsat Boris Johnson og David Davis' ønsker var aftalen et udtryk for, at May ville holde muligheden for et tæt samarbejde med visse dele af det indre marked åben. Jeremy Hunt var blandt støtterne til Theresa May og Brexit-planen, der blev præsenteret fredag.

Splittelsen vidner om alvorlig krise i den britiske regering, fortæller DR's EU-korrespondent, Karin Axelsson, fra den britiske hovedstad.

- Man kan roligt sige, at det er en regering i dyb, dyb nedsmeltning. Vi skal helt tilbage til 1970’erne for at opleve et tidspunkt, hvor to ministre har forladt regeringen inden for et døgn - og endda de fremmeste fortalere for et hårdt brexit - altså anti-EU-linjen.

David Davis blev tidligere i dag erstattet af Dominic Raab, der bliver ny brexit-minister. Og premierministerens kontor i Downing Street oplyser ifølge Sky News mandag aften, at den hidtidige kulturminister, Matt Hancock, overtager posten som sundhedsminister. Jeremy Hunt. Ny kulturminister bliver ifølge BBC Jeremy Wright, skriver Ritzau.