May: Myndighederne kendte gerningsmand

Gerningsmanden bag angrebet i London i går var født i Storbritannien og kendt af myndighederne

Gerningsmanden bag angrebet i London var født i Storbritannien og kendt af myndighederne i forvejen, siger den britiske premierminister Theresa May i en tale i parlamentet torsdag middag.

Endnu er gerningsmanden, som selv blev dræbt under angrebet i går, ikke blevet navngivet. Ifølge May var han i søgelyset hos sikkerhedstjenesten MI5 "for nogle år siden".

- Jeg kan bekræfte, at manden var født i Storbritannien, og at han for nogle år siden blev undersøgt én gang af MI5 i forbindelse med bekymring for voldelig ekstremisme, siger Theresa May og tilføjer, at manden for efterretningstjenesten dengang var en "perifer figur". Der har ingen efterretninger været om, at manden manden havde i sinde at udføre et angreb.

Siden angrebet har britisk politi foretaget seks razziaer og anholdt otte mennesker i Birmingham og andre steder i landet.

Politiet vurderer fortsat, at gerningsmanden var alene om at udføre angrebet, hvor fire mennesker inklusive gerningsmanden selv blev dræbt. De tre andre er politibetjent Keith Palmer på 48 år, som blev overfaldet af gerningsmanden med en kniv ved parlamentet. Keith Palmer nåede at arbejde i politiet i 15 år, skriver flere britiske medier.

Aysha Frade på 43 år var ved at krydse Westminster Bridge, da hun blev ramt af gerningsmandens bil. Efter sigende var hun på vej hen for at hente sine to børn, der havde fået fri fra skole.

Derudover er en mand i 50'erne også bekræftet omkommet.

- På dette tidspunkt har det så stor betydning, at vi viser, hvad vore værdier er, og at terrorister ikke vil vinde, siger Theresa May.

TERRORANGREBET I LONDON

  • En gerningsmand kørte bevidst sin bil ind i fodgængere på Westminster Bridge, hvor tre omkom.

  • Bilen var lejet i Birmingham.

  • Herefter stak han en betjent ned ved parlamentet, inden han selv blev skudt og dræbt.

  • I alt blev fire personer inklusive gerningsmanden dræbt, og mindst 40 blev såret.

  • Storbritanniens premierminister, Theresa May, kalder angrebet "sygt" og gerningsmanden for "terrorist".

  • Politiet mener at kende gerningsmandens identitet, men de har endnu ikke offentliggjort, hvem han er.