Nok er nok.
Det er budskabet fra Storbritanniens premierminister, Theresa May, der efter gårsdagens terrorangreb i hjertet af London efterlyser nytænkning og skrappere midler mod ekstremisme.
- Vi kan ikke og må ikke lade som om, at tingene kan fortsætte som de er nu, siger Theresa May.
Hun slår fast, at de tre angreb, som Storbritannien har oplevet de seneste måneder ikke hænger direkte sammen, men alligevel er forbundet:
- Angrebene de seneste måneder er bundet sammen af islamistisk terrorisme. En ond ideologi, der mener, at vestlige værdier er uforenelige med islam. Vi ser en ny trend, hvor terrorister kopierer terrorister. Hele landet er nødt til at stå sammen for at bekæmpe terrorisme.
Pressekonferencen kommer som svar på gårsdagens angreb i London, hvor syv personer mistede livet, og 48 personer blev såret, da tre mænd først kørte en varevogn igennem en menneskemængde og senere stak flere personer ned med kniv.
På den korte pressekonference, hvor journalister ikke kunne stille spørgsmål, bekendtgjorde premierministeren blandt andet, at der er brug for mere samarbejde omkring bekæmpelse af ekstremisme på internettet – noget som internetselskaber og regeringer skal blive bedre til at samarbejde om. Blandt andet skal hadfyldt propaganda hurtigere fjernes, og der skal sættes en stopper for den kryptering og de mekanismer, der gør, at terrorister let kan skjule sig på nettet og planlægge terror.
May: For meget tolerance af ekstremisme
Også på hjemmebanen blæser Theresa May til angreb på terror.
- Der er alt for meget tolerance af ekstremister i vores land, siger hun og opfordrer briter til at tage de "svære og pinlige" samtaler i hverdagen, der skal til for at lægge låg på radikalisme.
Fra første opkald lød hos alarmcentralen, til de tre formodede gerningsmænd var dræbt af politiet, gik der kun otte minutter – den effektivitet fik ros med på vejen af premierministeren, der lovede at styrke politi- og efterretningsarbejde.
Det skal blandt andet ske igennem et gennemsyn af terrorlovgivningen og længere straffe til terrorrelaterede forbrydelser – selv de mindre.
De store politiske partier har søndag indstillet deres kampagne frem mod det kommende valg, men i morgen fortsætter al kampagnevirksomheden, mens briterne stadig skal til stemmeurnerne torsdag, fastslår Theresa May.
De seneste angreb i Storbritannien:
- •
Maj 2017: 22-årig udløser en bombe ved Manchester Arena, efter en koncert med popstjernen Ariana Grande. 22 personer mister livet.
- •
Marts 2017: Fem personer mister livet, da en mand i bil kører ind i fodgængere på Westminster Bridge. Gerningsmanden dræber også en betjent.
- •
Juni 2016: Politikeren Jo Cox bliver stukket og skudt af en nazi-sympatisør. Det sker kort tid før briterne skal stemme om at forblive eller udtræde af EU.