Marokkansk retssag om drab på to unge kvinder fra Danmark og Norge udsat to uger

I alt 24 er mistænkt i sagen om drabene på Louisa Vesterager Jespersen og Maren Ueland.

24-årige Louisa Vesterager Jespersen og 28-årige Maren Ueland blev dræbt i Marokko i december. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

Det retslige efterspil på drabene på den 24-årige dansker Louisa Vesterager Jespersen og hendes 28-årige norske veninde Maren Ueland skulle være begyndt i dag i Marokko.

Men nu er det udsat indtil 16. maj for at give de anklagedes forsvarere mere forberedelsestid.

De to unge veninder blev dræbt om natten, da de camperede alene under en vandretur i Atlas-bjergene 80 kilometer fra Marrakech i december.

Marokkansk politi pågreb hurtigt flere mistænkte, deriblandt tre som menes at have stået bag selve drabene.

I alt er 24 anklaget i sagen og de blev i dag transporteret til retten, ifølge den norske public service station NRK, som havde en fotograf på stedet.

Kun to vil selv vælge advokat

Dagens korte retshandling var på omkring 30 minutter, ifølge Norske VG og Stavanger Aftenblad.

Her blev de sigtede spurgt om de ønskede en beskikket forsvarer eller selv ville finde advokater. Kun to valgte sidstnævnte forsvar.

Ifølge de norske medier begærede hovedforsvarer Saad Sahl herefter sagen udsat, hvilket blev efterkommet.

De tre hovedmistænkte risikerer dødsstraf, blandt andet på baggrund af en video, som viser et af drabene.

Før drabene indspillede de relativt unge mænd sammen med en fjerde, som også er anholdt, desuden en video, hvor de bekender troskab til Islamisk Stat.

Politiets Efterretningstjeneste har siden fastslået, at videoerne efter al sandsynlighed er ægte, og har karakteriseret drabene som en terrorhandling. Islamisk Stat har dog ikke taget skylden for drabene

Retssagen bliver afholdt i byen Sale nær den marrokanske hovedstad Rabat, og Saad Sahl vurderer, at retten vil bruge halvanden måned på den, fra den går i gang.