Maria har hærget Puerto Rico: Ingen strøm i flere måneder

Med vindstød på 250 kilometer i timen raserede orkanen det historiske centrum i hovedstaden San Juan.

Orkanen Maria har trukket et spor af enorme ødelæggelser henover Puerto Rico.

Lige nu er der ingen strøm på øen, der er voldsomme oversvømmelse i gader og kældre, hustage og carporte er blæst væk, og mange veje, broer og elmaster er ødelagt.

Den caribiske ø med godt 3,5 millioner indbyggere blev i aftes ramt af den kraftigste orkan i 90 år, skriver Reuters.

Med vindstød med en hastighed på op mod 250 kilometer i timen gik Maria i land på øen, og orkanen, der havde styrke som en kategori 4, har ramt hovedstaden San Juan, hvor den har efterladt dele af det historiske centrum i ruiner.

- Vi må forvente fire til seks måneder uden elektricitet på østaten Puerto Rico, siger borgmester i øens hovedstad, San Juan, Carmen Yuli Cruz, til CNN.

- I San Juan har et meget stort antal lokalsamfund allerede været uden elektricitet siden Irma (orkanen, der ramte øen for 11 dage siden, red.).

Befolkningen, myndigheder og redningsfolk søgte ly fra orkanen i beskyttelsesrum og skoler, og myndighederne har åbnet for 500 nødshelters, der kan huse op til 125.000 personer.

- Når vi igen kan gå udenfor, møder vi en ø, der er totalt ødelagt, siger Abner Gomez, ansvarlig for Puerto Ricos redningsarbejde, til Reuters torsdag morgen.

Orkanen Marias rute gennem det caribiske øhav.

Mindst 10 personer er døde

En mand i byen i Bayamon i Puerto Rico er blevet dræbt. Ifølge Reuters døde han, da et af brædderne, han havde brugt til at dække sin vinduer, rev sig løs og ramte ham.

Foreløbigt har mindst 10 mennesker mistet livet under Marias vej op gennem Caribien, hvor den har også har skabt ødelæggelser på Guadeloupe, Dominica og De Amerikanske Jomfruøer

I nat omkring klokken 03:00 slap orkanen øen, og den har nu fortsat sin videre færd. Maria er dog aftaget i styrket, og den er lige nu en kategori 3 og blæser med en styrke på op mod 185 kilometer i timen.

Ifølge the The National Huricane Center forventes Maria at ramme Den Dominicanske Republic senere i dag og bevæge sig tæt på Turk- og Caicosøerne og det sydøstlige Bahamas natten til fredag - der er udsendt orkanvarsling på øerne.

Maria er den femte orkan, som med stor kraft har ramt Caribien og amerikanske områder i løbet af den seneste måned.

ORKANENS FEM KATEGORIER

  • Kategori et har vindhastighed på 32,5 til 42,4 meter i sekundet.

  • Kategori to har vindhastighed på 42,5 til 48,9 meter i sekundet.

  • Kategori tre har vindhastighed på 50,0 til 57,9 meter i sekundet. Alle orkaner fra kategori tre og opefter har vindhastigheder, der betegnes som ekstremt farlige for områderne, som de passerer hen over.

  • Kategori fire har vindhastighed på 58,0 til 68,9 meter i sekundet.

  • Kategori fem har vindhastighed på over 69,0 meter i sekundet. Orkaner af denne styrke forekommer sjældent, og der er tale om en yderst voldsom orkan.

  • Sæsonen for tropiske orkaner starter 1. juni og slutter 30. november.