Mand dømt for drab efter angreb på muslimer med varevogn

En 51-årig mand blev dræbt, og 12 andre såret, da en mand sidste år kørte ind i en gruppe muslimer i London.

Den 19. juni sidste år kørte en mand ind i en gruppe muslimer uden for en moské og dræbte én. I dag er manden, der kørte varevognen, blevet dømt for drab i landsretten. (Foto: © TOLGA AKMEN, Scanpix)

Den mand, som kørte en varevogn ind i en menneskemængde nær en moské i det nordlige London i juni sidste år, er torsdag blevet kendt skyldig i drab.

Et nævningeting ved landsretten i Woolwich finder Darren Osborne skyldig i drab og drabsforsøg ved angrebet omkring Finsbury Park i bydelen Woolwich.

En 51-årig mand, Makram Ali, blev dræbt ved angrebet, mens 12 andre blev såret.

Had mod muslimer

Anklagemyndigheden sagde under retssagen, at den dømte var stærkt styret af en højreekstremistisk ideologi og motiveret af et had mod muslimer, som han opfattede som ekstremister eller voldtægtsforbrydere i pædofile bander.

Osborne er fra Cardiff i Wales, og han havde erklæret sig ikke skyldig.

Han har hævdet, at en mand ved navn Dave kørte bilen, da den ramte menneskemængden.

Osborne havde ikke tidligere givet udtryk for højreekstreme synspunkter. Men han udviklede tvangsmæssigt had til muslimer efter at have set BBC-serien "Three Girls". Den handlede blandt andet om engelske piger, der blev misbrugt af mænd fra pakistanske bander.

Osborne får sin dom fredag.

/ritzau/AFP