Paul Manafort, tidligere kampagnechef for Donald Trump, talte usandt, da føderale efterforskere spurgte ind til hans kontakt med folk i Det Hvide Hus eller personer fra den amerikanske regering.
Det fremgår ifølge Reuters og flere andre medier af dokumenter, som Robert Mueller, leder af den såkaldte Rusland-undersøgelse, fredag har indleveret til en domstol i Washington D.C.
Ud over at have løjet om sin kontakt med folk tæt på Trump, så har Manafort ifølge dokumenterne også givet urigtige oplysninger om betaling af en gældspost samt sin relation til en russisk forretningsmand, som USA mistænker for at være efterretningsagent.
Mueller beskyldte allerede for godt en uge siden Manafort for at have løjet over for efterforskere adskillige gange.
Bevismateriale tydeliggør løgn
I de dokumenter, som fredag er indleveret, redegør han for beskyldningen.
- Manafort har sagt, at han ikke havde nogen direkte eller indirekte kommunikation med personer i administrationen, står der i papirerne.
Videre fremgår det, at Manafort ifølge eget udsagn kun har talt med personer fra Trumps regeringshold, enten før de tiltrådte, eller efter de fratrådte.
- Men bevismaterialet tydeliggør, at Manafort løj om sine kontakter, står der på side otte i papirerne.
Manafort, der kortvarigt var Trumps kampagnechef i sommeren 2016, var anklaget for flere kriminelle forhold, før han i september indgik et forlig med Mueller.
I forbindelse med aftalen fik han sænket antallet af forhold fra syv til to. Han erkendte sig skyldig i dem begge.
/ritzau/