Malaysisk lufthavn erklæret fri for giftstof efter snigmord

Nordkoreanske Kim Jon-nam blev dræbt af en ekstremt giftig nervegas, men nu er lufthavnen erklæret sikker.

Myndighederne har i lufthavnen ledt efter rester af nervegassen VX. En lillebitte dråbe er nok til at dræbe et menneske. (Foto: © FAZRY ISMAIL, Scanpix)

Malaysia har søndag erklæret den internationale lufthavn i landets hovedstad, Kuala Lumpur, sikker. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det sker, efter at halvbroren til den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, blev myrdet i lufthavnen med det ekstremt giftige stof VX.

VX bliver betragtet som et af de giftigste kemiske våben, der nogensinde er blevet skabt. En lillebitte dråbe er nok til at dræbe et menneske.

Myndigheder har gennemgået hele lufthavnen minutiøst, før den blev erklæret sikker, skriver Reuters.

- Vi kan bekræfte, at der ikke er fundet noget farligt materiale i lufthavnen, siger Abdul Samat Mat, politichef i delstaten Selangor, ifølge Reuters.

Kim Jong-nam blev dræbt 13. februar. Han døde, efter at en kvinde havde smurt den giftige nervegas i hovedet på ham.

Den hovedmistænkte kvinde forklarede lørdag, at hun fik 630 kroner for at forgifte nordkoreaneren. Angiveligt på ordre fra det nordkoreanske regime.

Den indonesiske kvinde har fortalt, at hun troede, hun deltog i et realityprogram.

Kim Jong-nam levede i eksil under kinesisk beskyttelse. Han har tidligere offentligt talt dårligt om sin familie, der har styret Nordkorea i mange årtier.

Drabet har medført en diplomatisk krise mellem Malaysia og Nordkorea. Ifølge Reuters overvejer Malaysia at lukke sin ambassade i Nordkorea.

/ritzau/