De malaysiske myndigheder afviser nye oplysninger om, at passagerflyet skulle have fløjet i fire timer, efter at man lørdag nat mistede radarkontakten med flyet.
Oplysningerne skulle komme fra data om flyets motorer, som fabrikanten Rolls Royce modtager fra flyet hver halve time.
Rolls Royce modtog intet nyt
Det er avisen Wall Street Journal, som har oplysningerne fra luftfartsefterforskere og nationale sikkerhedsfolk.
- Oplysningerne er ukorrekte, siger Malaysias forsvars- og transportminister Hishammuddin Hussein på et pressemøde i Malaysia.
Hverken Rolls Royce eller Boeing har modtaget oplysninger fra flyet efter kl. 01.07 lørdag morgen. Og her var indikationerne, at alting var normalt, siger han.
Ministeren oplyser, at man har været i kontakt med Rolls Royce og Boeing.
Intet fly på satellit-foto
Han afkræftede også rygter om, at en kinesisk satellit skulle have fundet vraggods fra flyet i Det Sydkinesiske Øhav.
Fotos fra den kinesiske satellit blev udsendt ved en fejl af den kinesiske ambassade i Malaysia, siger han.
Den nedslående besked var igen i dag, at myndighederne ikke har fået nogle afgørende spor at gå efter i eftersøgningen.