Et lovforslag om naturgenopretning skaber dyb splittelse mellem EU-landene. Forslaget blev fremsat af kommissionen for et år siden og rummer en målsætning om, at 20 procent af EU´s land- og havområder senest i 2030 skal være omfattet af naturgenopretningsforanstaltninger.
Men en række lande har udtrykt bekykmring for, hvad forslaget kan få af konsekvenser for blandt andet landbruget. Det gælder også Danmark, hvor Danmarks Naturfredningsforening har beskyldt regeringen og miljøminister Magnus Heunicke (S) for at forsøge at forringe aftalen.
Tirsdag indgik miljøministrene fra EU's medlemslande et kompromis, der giver en større fleksibiletet for de enkelte lande, og dermed kan forhandlingerne om lovforslaget fortsætte. Magnus Heunicke stemte for kompromisset, men "det tror jeg ikke, jeg havde gjort", siger Venstres medlem af Europaparlamentet Erik Poulsen.
- Jeg forstår godt, han er glad, for han har rent faktisk fået sat nogle fingeraftryk, siger Erik Poulsen om Heunickes beslutning og fortsætter:
- Problemet er, at det fortsat er hamrende uklart, hvad konsekvenserne er for landbruget og fiskeriet.