Maduro: 'Uforskammede' EU-lande bør opgive valgultimatum

Venezuelas præsident, Nicolás Maduro, er åben for dialog. Han vil måske mødes med præsident Donald Trump.

Venezuelas præsident, Nicolás Maduro, siger, at "uforskammede europæiske lande bør trække deres valgultimatum" tilbage. (Foto: © Yuri CORTEZ, Ritzau Scanpix)

Venezuelas præsident, Nicolás Maduro, siger, at "uforskammede europæiske lande bør trække deres valgultimatum" tilbage.

Det sker, efter at Frankrig, Tyskland, Spanien og Storbritannien har erklæret, at de vil anerkende Venezuelas oppositionsleder, Juan Guaidó, som fungerende præsident, medmindre Maduro udskriver valg inden for otte dage.

Også Danmark støtter Guaidó.

Maduro siger i et interview med tv-stationen CNN Türk, at han er åben for dialog. Han siger, at Guaidó krænker forfatningen, men han udelukker ikke at mødes med USA's præsident, Donald Trump.

Bløder op på krav

Maduro varslede onsdag, at alle amerikanske diplomater skulle forlade Venezuela inden for 72 timer, fordi USA støtter Guaidó, der har udråbt sig selv som præsident i landet. Men Maduro blødte i weekenden op på det krav.

Han siger nu, at der skal findes en løsning med USA inden for 30 dage.

Nogle amerikanske diplomater i Venezuela forlod allerede landet fredag.

Trods den massive opbakning til Juan Guaidó fra en lang række lande har Maduro ikke vist tegn på at ville forlade sin post.

Venezuelas udenrigsminister, Jorge Arreaza, afviste lørdag i FN at følge kravene fra EU.

- Ingen skal give os deadlines eller fortælle os, om der skal holdes valg eller ej, sagde han i FN-hovedkvarteret i New York til AFP.

/ritzau/