Maduro søger beskyttelse med højesteret og paven

Et flertal i Venezuelas parlament har stemt for, at præsidenten skal stå til regnskab for landets dybe krise.

Venezuelas præsident Nicolas Maduro, som her ses holde en tale, siger at han under ingen omstændigheder vil tillade et "parlamentarisk kup" i landet. (Foto: © Carlos Garcia Rawlins, Scanpix)

Et flertal i Venezuelas parlament har tirsdag stemt for at stille landets præsident, Nicolas Maduro, til ansvar for landets elendige tilstand.

Der skal ifølge oppositionen, som sidder på flertallet i nationalforsamlingen, åbnes en sag, hvor Maduros "brud på forfatningen, krænkelser af menneskerettighederne og angreb på demokratiet" skal undersøges.

Indkaldt

Ifølge beslutningen skal Maduro allerede forsvare sig mod anklagerne ved en høring i parlamentet i næste uge.

Det kan dog blive svært at få Maduro til at stille op.

Ifølge en højesteretskendelse fra januar er nationalforsamlingens beslutninger nemlig ugyldige, indtil tre politikere, som regeringspartiet anklager for valgsvindel, er smidt ud.

Oppositionen anklager til gengæld Højesteret for at være blevet et redskab i hænderne på regeringen. Men da oppositionen har et to tredjedeles flertal i Nationalforsamlingen, er den i stand til af afsætte og udpege dommere til Højesteret, og det har oppositionen varslet at den nu vil gøre.

Alle tilgængelige midler

Nicolas Maduro sagde tirsdag, at han vil tage alle tilgængelige midler i brug, for at undgå at han bliver væltet ved "et parlamentarisk kup", som han kalder det.

- Vi vil under ingen omstændigheder tillade et parlamentarisk kup i Venezuela, sagde han tirsdag til tilhængere i hovedstaden, Caracas, efter at han havde afbrudt en rundsrejse i Mellemøsten og vendte tilbage til Venezuela før planlagt.

Præsidenten har indkaldt til møde i Det Nationale Sikkerhedsråd onsdag - samme dag som oppositionen har planlagt nye, store demonstrationer imod ham.

På vejen tilbage til Venezuela blev Maduro uventet modtaget af Paven i Rom, og Vatikanet meddelte at kirken har indvilliget i at slutte sig til det internationale initiativ, der forsøger at skabe dialog i konflikten i Venezuela.

Oppositionen splittet

Der er nu indkaldt et møde søndag på Isla Margarita i Det Caribiske Hav. Dele af oppositionen har sagt at de kommer, andre har blandt afvist at der er en dialog, og en af oppositionslederne har i skarpe vendinger lagt afstand til den tidligere spanske regeringsleder Jose Luis Rodriguez Zapatero, der står i spidsen for mæglingsforsøget.

Oppositionen er samlet om protestmarcherne i dag, men er dybt splittet når det gælder strategien over for Maduro og regeringspartiet.

/ritzau/dpa/DR