Macron vil skære det franske parlament med en tredjedel

Frankrigs nye præsident vil også reformere EU ved at afholde 'demokratiske konventer'.

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, har valgt at fremlægeg sit politiske program i en slags State of the Union-tale på Versailles. (Foto: © Eric Feferberg / Pool, Scanpix)

Der skal skæres gevaldigt ned i antallet af politikere i det franske parlament, hvis det står til landets nyvalgte præsident, Emmanuel Macron.

Han vil have reduceret parlamentet med en tredjedel i begge kamre, siger han i en tale i slottet i Versailles.

Ved at barbere i antallet af politikere vil kvaliteten blive bedre, mener præsidenten, som også vil ændre valgsystemet, så det bliver mere proportionalt, så alle tendenser blier repræsenteret i Nationalforsamlingen.

Der er 348 medlemmer af det franske senat. I Nationalforsamlingen sidder 577 medlemmer.

I talen siger Macron også, at EU har mistet sin orientering, og at han senere i år vil indlede 'demokratiske konventer' for at reformere EU.

Også den militære strategi skal gennemgås, blandt andet for at imødegå terrortrusler.

/ritzau/