En sejr til den yderste højre- eller venstrefløj ved det kommende parlamentsvalg i Frankrig kan føre til en borgerkrig.
Sådan lød det fra den franske præsident, Emmanuel Macron, i et interview mandag i podcasten 'Generation Do It Yourself'.
- Jeg synes ikke, at vi kan tillade løsningerne fra højrefløjen. De kategoriserer og sorterer folk ud fra deres religion eller ophav, og det kan lede til splittelse og borgerkrig, siger den franske præsident.
Det er ikke nyt, at Macron kritiserer højrefløjen, og han har kraftigt opfordret til ikke at stemme på dem til parlamentsvalget.
Den yderste højrefløj og partiet Rassemblement National (RN), anført af Marine Le Pen, blev europaparlamentsvalgets helt store vinder i Frankrig. De fik over 30 procent af stemmerne, mens Macrons parti, Renaissance, kun fik knap 15 procent.
Højrefløjens fremgang har ført til store protester rundt omkring i Frankrig.
Borgerkrig med idealer
Men også den yderste venstrefløj i form af partiet La France Insoumise blev kritiseret af den franske præsident. Vinder de, kan det også føre til borgerkrig, lød det fra Macron.
- Her sorterer og kategoriserer man folk ud fra religiøse idéer eller de lokalsamfund, de tilhører. Det isolerer dem fra resten af samfundet, og det vil føre til en borgerkrig med dem, der ikke deler de samme værdier, sagde Macron.
Begge fløje har efterfølgende kritiseret Macrons udtalelser.
- En præsident burde ikke sige den slags, lød det fra Jordan Bardella fra højrefløjspartiet Rassemblement National.
Og den socialistiske politiker Jean-Luc Mélenchon fordømte Macrons kritik.
- Det er hans egen politik, der skaber civil uro, sagde han.
I Frankrig foregår parlamentsvalget over to omgange. Første runde er den 30. juni og den anden finder sted den 7. juli.