Den franske præsident, Emmanuel Macron, og den tyske forbundskansler, Angela Merkel, har præsenteret et fælles bud på en plan, der skal rette op på de voldsomme økonomiske konsekvenser, som coronakrisen har ført med sig.
Det skal ske ved hjælp af en enorm fælles europæisk fond på 500 milliarder euro - svarende til omkring 3.725 milliarder kroner.
De mange milliarder skal skaffes ved at låne på vegne af EU's 27 lande - og som blandt andet Danmark kommer til at hæfte for, forklarer Ole Ryborg, DR's EU-korrespondent.
- Fonden kan være med til at hjælpe med at få europæisk økonomi på fode igen, siger Ole Ryborg, der kalder det 'en gigantisk hjælpepakke'.
Pengene skal bruges på de europæiske regioner og brancher, der er hårdest ramt af coronakrisen.
- Det sidstnævnte er mere interessant set med danske øjne, for hvis man kigger på luftfartsindustrien, turistsektoren eller andre områder, der er blevet hårdt ramt, så er det områder, hvor der måske kunne være hjælp at hente for danske virksomheder.
Enorme beløb i spil
Dagens udspil fra de to magtfulde ledere kommer lidt over en måned efter, at EU's finansministre nåede til enighed om en skitse for en stor europæisk milliardpakke, der skal hjælpe europæiske økonomier, virksomheder og arbejdspladser.
Her blev 540 milliarder euro stillet til rådighed i form af lån.
Præsident Macron siger, at der med dagens forslag ikke vil være tale om lån, som ellers tidligere har været et krav fra flere EU-lande.
- Helt sikkert er det, at disse 500 milliarder euro ikke skal betales tilbage af modtagerne, siger præsidenten ifølge Ritzau.
Dagens udspil får opbakning fra EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen.
- Jeg byder det konstruktive forslag fra Frankrig og Tyskland velkommen. Det anerkender omfanget og størrelsen af de økonomiske udfordringer, som Europa står overfor, lyder det fra formanden i en skriftlig kommentar.
EU-Kommissionen arbejder i øjeblikket på et forslag til en genopretningsfond og et nyt udspil til et langtidsbudget. Disse ventes at blive fremlagt 27. maj.