Han har haft besøg af Donald Trump, Vladimir Putin, Angela Merkel og såmænd også vores egen statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V).
Men i næste uge bliver stemningen i den franske præsidentbolig nok lidt mere rock'n'roll, når Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, tager imod U2-forsangeren Bono og popstjernen Rihanna.
De to stjerner arbejder begge for at styrke børns vilkår og adgang til uddannelse, og det er netop dét, de vil drøfte med Frankrigs 39-årige præsident.
Rihanna, der er stifter af den humanitære organisation Clara Lionel Foundation, ankommer til præsidentboligen i Paris onsdag eftermiddag, mens Bono, der står i spidsen for græsrodsorganisationen One, skal mødes med den franske præsident mandag eftermiddag.
Bono opfordrede under G20-topmødet tidligere på måneden flere statschefer, blandt andre Emmanuel Macron, til at engagere sig mere i uddannelse af børn i udviklingslande.
I et brev, som Bono skrev sammen med den unge modtager af Nobels Fredspris, Malala Yousafzai, opfordrede musikeren de industrialiserede lande til at øge støtten til uddannelse af børn i udviklingslandene.
Faldende popularitet
En lignende appel lød fra Rihanna for nøjagtig én måned siden, hvor popstjernen skrev på Twitter: "Bonjour Emmanuel Macron, vil Frankrig engagere sig i at støtte uddannelse?"
Nu kvitterer præsident Macron altså med at invitere begge stjerne til møde i Paris i den kommende uge.
Det sker samtidig med, at den nyvalgte præsidents popularitetsmålinger er faldet med ti procentpoint siden valget i maj måned.
Emmanuel Macron er kommet i modvind på flere fronter de seneste uger, blandt andet har landets skolelærere, borgmestre og forsvar protesteret over de milliardbesparelser, Macron vil gennemføre for at rette op på Frankrigs store underskud på de offentlige finanser.
Når Bono således ankommer til Paris mandag og Rihanna onsdag, vil det givetvis være en kærkommen mulighed for præsidenten at få vendt noget af presseopmærksomheden væk den indenrigspolitiske ballade til fordel for lidt internationalt stjernestøv og en dagsorden, som mange - også franskmænd - støtter.