Lynnedslag og uvejr: 50 skovbrande i Sydnorge lige nu

Brandhelikoptere har svært ved at komme i luften på grund af uvejret.

Skovbrandhelikoptere har været i luften i dag trods de dårlige vejrbetingelser. (© Skogbrannhelikopteret)

Der hersker en kaotisk stemning i den sydlige del af Norge, hvor adskillige lynnedslag har forårsaget mindst 50 skovbrande.

Det skriver det norske medie NRK.

Ifølge mediet er der lige nu 15 brande i Østfold-området, fem ved Sørlandet, mindst syv i Telemark og 30 steder i Buskerud.

Operativ leder for alarmcentralen i Vestviken, Espen Thomassen, fortæller til VG, at den tørre sommer betyder, at næsten hvert eneste lynnedslag antænder en brand.

På Twitter forsikrer myndighederne, at de behandler alle alarmopkald, men at de på grund af et begrænset mængde ressourcer behandler sagerne i prioriteret rækkefælge.

- Der er betydeligt flere brande, end vi har mandskab til. Vi har kontrol over registreringer af brande og på alarmopkald, men vi kan ikke sende flere brandfolk ud, før vi har slukket de brande, der er, siger Espen Thomassen, der er operativ leder i Vestviken.

Han fortæller videre, at man har forsøgt at rekvirere skovbrandhelikoptere til Kongsberg-området, hvor det for alvor brænder på.

- Men de vil ikke flyve, når det lyner så meget, så vi må afvente og se, om vejret lægger sig, siger Espen Thomassen.

VG skriver, at der har været registreret flere end 130 skovbrande i dag, hvoraf nogle er slukket.

- Slukningsarbejdet er i gang. Vi har stort set kontrol over alle brandene, men der kan komme flere. Der er stor risiko for, at ilden spreder sig ved samtlige brande, siger Jørn Ufs, der er vagtchef ved alarmcentralen i Telemark, hvor der i dag har været omkring 50 brande.