Ofrene for lastbilangrebet i Sveriges hovedstad, Stockholm, skal mindes.
Det vil ske ved en særlig ceremoni mandag klokken 12.00, og i forlængelse af ceremonien vil der også blive afholdt ét minuts stilhed.
Det var beskeden fra den Sveriges socialdemokratiske statsminister, Stefan Löfven, da han tidligere i dag besøgte gerningsstedet, hvor mindst fire personer mistede livet.
Statsministeren forsøgte desuden at indgyde håb i befolkningen, skriver avisen Expressen.
- Vi ved, at målet med denne type angreb er at sprede skræk og had i samfundet og gøre os bange. Men jeg ser jo ligesom I andre, at Sverige i løbet af det døgn, som er gået, også har vist sig fra sin allerbedste side, med at hjælpe hinanden, støtte hinanden og åbne sit hjem for andre mennesker. Og det viser også, hvilken styrke som findes i vores land. Den styrke kan ingen nogensinde tage fra os, lød det fra Stefan Löfven.
– I dag sørger Sverige. Men vi kommer igennem dette sammen.
Svensk politi har anholdt en 39-årig mand med usbekiske rødder, som ifølge politiet sad bag rattet, da lastbilen bragede ind i varehuset Årléns i Stockholms centrum.
Sagen efterforskes som terror.
Politiet oplyser, at de stadig ikke ved, om andre end gerningsmanden selv har været involveret i angrebet.