Løsladte journalister vil trodse Erdogan og forlade Tyrkiet

To tyrkiske journalister er løsladt, men de kan stadig blive idømt livsvarigt fængsel.

Chefredaktør Can Dundar og bureauchef Erdem Gül fra oppositionsavisen Cumhuriyet i Tyrkiet blev løsladt i fredags. (Foto: © OZAN KOSE, Scanpix)

Can Dundar, chefredaktør på den sekulære oppositionsavis Cumhuriyet, vil trodse en domstols ordre om, at han skal indlevere sit pas og blive i Tyrkiet, skriver Reuters.

Dundar, der sammen med sin kollega Erdem Gül blev løsladt i fredags, siger, at han vil rejse til udlandet, og at løsladelsen var et nederlag for præsident Recep Tayyip Erdogan.

Løsladelsen skete efter, at landets forfatningsdomstol havde afgjort, at deres basale rettigheder var blevet krænket ved fængslingen af dem.

Til trods for deres løsladelse er de to journalister stadig i fare for at blive idømt livsvarigt fængsel ved en retssag, som skal indledes 25. marts.

Erdogan har sagt, at han ikke har nogen respekt for domstolens afgørelse.

- Denne sag har intet at gøre med ytringsfrihed. Det er en spionsag, siger han.

De to journalister blev fængslet i november for at publicere videooptagelser, der angiveligt viser, hvordan efterretningstjenesten hjælper med at sende våben ind i nabolandet Syrien.

/ritzau/Reuters