Der skal nok komme en aftale ud af klimatopmødet i Paris.
Men den bliver ikke så ambitiøs, som FN har lagt op til.
Og den kommer ikke til at sikre, at klodens temperatur kun kommer til at stige med to grader, som ellers er FN’s mål.
Det er meldingen fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), efter han mandag eftermiddag talte for resten af verdens stats- og regeringschefer ved klimatopmødet, der gik i gang i dag i Paris.
- Vi får en aftale, som ikke i sig selv er tilstrækkelig. Og den kommer ikke konkret til at sikre, at vi møder to-graders-målsætningen, siger statsministeren.
Ikke en fiasko
FN går efter at få en juridisk bindende aftale, der forpligter landene til at skrue ned for deres CO2-udledning. Det bakker Danmark og resten af EU formelt op om, mens USA og Kina blankt afviser det.
Og spørger man statsministeren, bliver det svært at få en sådan aftale i hus.
- Det ser jeg ikke umiddelbart lyst på.
Det betyder dog ikke, at COP21 - som klimatopmødet formelt hedder - bliver en fiasko, understreger statsministeren.
- Succes handler om at sætte forventningerne, så man kan indfri dem. Og der kan godt alligevel komme noget brugbart ud af aftalen, siger han.
Kan drive en proces
Statsministeren peger på, at verdens lande allerede inden klimatopmødet har meldt ud, hvor meget de frivilligt vil reducere deres CO2-udledninger med.
Derfor skal aftalen nok blive forpligtende for landene - selvom den ikke bliver juridisk forpligtende.
- Landene har selv meldt deres mål ind og forpligtet sig. Det er godt nok på et utilstrækkeligt niveau, men alligevel, siger han og fortsætter:
- Hvis vi lægger det til grund for en aftale og samtidig sørger for, at vi får nogle stærke værktøjer, så vi både kan overvåge og kontrollere samt evaluere landenes klimaindsats, så kan det drive en proces, hvor man over tid kan øge ambitionsniveauet, siger han.
Danmark er ambitiøs
I stedet for at fokusere på ”den legale status af aftalen”, bør man ifølge statsministeren have fokus på de tilsagn, der er kommet fra landene.
- De er utilstrækkelige, men det er ikke slut endnu. Og vi kan håbe, at der kan presses noget mere ud af et land som eksempelvis Indien, inden konferencen er slut, siger statsministeren.
Kan der presses mere ud af Danmark?
- Danmark er en del af EU, og EU har en kollektiv forpligtigelse om at reducere CO2-udledningen med 40 procent. Den har vi påtaget os, og det er et meget offensivt og ambitiøst mål. Hvis andre lande lod sig inspirere af os, ville verden se anderledes ud, siger han.
Skal måles på egne parametre
Men hvis vi ikke når to-graders-målet, kan konferencen så blive en succes?
- Ja, hvis man måler den på sine egne parametre. Det er den realisme, der er kommet fra klimatopmødet i København. Der var forventningsniveauet, at man i ét hug kunne få en legalt bindende traktat, der med sine instrumenter sikrede, at man nåede de to grader. Det fik man ikke, men grund-arkitekturen står der endnu, siger han.
- Det er den forandringsmaskine, vi skal have til at køre.