Løkke om Saudi-Arabien: Vi har ikke fået den fulde sandhed

Statsministeren mener, at der er brug for yderligere undersøgelser i forbindelse med den dræbte journalist, Jamal Khashoggi.

Ifølge Lars Løkke Rasmussen har Saudi-Arabien fortsat ikke forklaret sig til fulde. (Foto: © Philip Davali, Scanpix)

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) mener ikke, at Saudi-Arabien har leveret den fulde sandhed om, hvordan den system-kritiske saudiarabiske journalist Jamal Khashoggi døde.

Det siger han til DR Nyheder.

- Det er jo helt oplagt, at vi har ikke fået den fulde forklaring endnu.

Den 60-årige Jamal Khashoggi forsvandt, efter han 2. oktober gik ind på Saudi-Arabiens konsulat i Istanbul. Saudi-Arabien afviste længe at kende noget til journalistens forsvinden, men i aftes - 18 dage senere - kom en ny forklaring fra saudiaraberne: Jamal Khashoggi døde på konsulatet efter et slagsmål.

Løkke: Vi har ikke fået den fulde sandhed

Ifølge Lars Løkke Rasmussen er det en foruroligende ting, som vi har været vidne til i sagen om den saudiarabiske journalist, der var bosat i USA og kendt som en kritiker af styret i Saudi-Arabien.

- Retten til at tale og udtrykke sig frit er en kernedansk værdi, og det ved alle i hele verden, siger statsministeren.

Ifølge Lars Løkke Rasmussen er der nu delvist kastet lys over sagen.

- Forklaringen fra Saudi-Arabien er det første skridt i at forstå, hvad det går ud på. Men der er brug for yderligere undersøgelser.

- At saudiaraberne har bekræftet, at han er død, efter først at have forklaret, at han forlod konsulatet i levende live, viser, at vi ikke har fået den fulde sandhed, og det er vi nødt til at insistere på, siger Lars Løkke Rasmussen.

USA anerkender forklaring

Statsministerens kommentar til den nye saudiarabiske forklaring står i kontrast til meldingen fra USA.

Her anerkendte præsident Donald Trump tidligere i dag forklaringen fra Saudi-Arabien.

Ifølge Det Hvide Hus vil USA fortsat følge den internationale efterforskning af sagen, siger pressetalskvinde, Sarah Sanders.

- Vi er kede af at høre nyheden om Jamal Khashoggis død. Hans familie, forlovede og venner har vores dybeste medfølelse, siger hun.