"Lille Marco", "Løgner-Ted" og nu “Uærlige Hilary”.
Donald Trump har igennem hele sin kampagne konsekvent brugt nedværdigende øgenavne om sine rivaler. At svine andre til og være en bølle bliver set som en fast og bevidst del af Donald Trumps forsøg på at blive USA's næste præsident.
Ved at bruge kontroversielle øgenavne på sin Twitter-profil, i sine taler og i tv-debatterne har han fået mediernes opmærksomhed - det vil sige: Flere overskrifter, soundbites og mere taletid.
Her følger en liste over 5 af de øgenavne, Donald Trump har fundet på:
1. Uærlige Hillary
Donald Trump har tidligere kaldt Demokraternes favoritkandidat for "Inkompetente Hillary". Men nu har han fundet på et nyt øgenavn til Hillary Clinton: "Crooked Hilary" - "Uærlige Hillary".
Øgenavnet bliver set som Trumps forsøg på at udnytte, at mange amerikanere opfatter Hillary Clinton som utroværdig og uærlig.
Hun har blandt andet haft store problemer med en sag om hendes email, hvor hun brugte en private emailserver i sin tid som udenrigsminister.
Clinton har også været udskældt og undersøgt for hendes rolle i den såkaldte Benghazi-sag, hvor en amerikansk ambassadør mistede livet under et angreb på et amerikansk konsulat i Libyen.
Desuden er hende og Bill Clintons organisation, The Clinton Foundation, blevet beskyldt for at udnytte hendes rolle som udenrigsminister.
For mange amerikanere, primært republikanere, er der en opfattelse af, at Clinton-familien føler sig hævet over andre og over landets love. Det er nogle af de ting Donald Trump forsøger at spille på med det nye øgenavn.
2. Løgner-Ted
"Lyin Ted" - "Løgner-Ted" - er Donald Trumps faste måde at omtale Ted Cruz, der er milliardærens største konkurrent til at blive Republikanernes præsidentkandidat.
Donald Trump brugte første gang øgenavnet ved en tale på Super Tuesday, men udtrykket blev først rigtig kendt, ved en republikansk tv-debat i starten af marts.
Her brugte Donald Trump udtrykket, da han selv blev angrebet af Ted Cruz for at fifle lidt med sandheden. I den efterfølgende ordveksling kaldte Donald Trump Ted Cruz for "Lying Ted".
Øgenavnet har klæbet til Ted Cruz lige siden. Nu er det så almindeligt, at medier og andre kandidater ofte omtaler Ted Cruz som "Lying Ted". For eksempel har den tredje tilbageværende kandidat hos Republikanerne, John Kasich, brugt øgenavnet i en valgvideo.
3. Den fraværende guvernør
I lang tid spekulerede de amerikanske medier over, hvorfor Donald Trump ikke havde fundet på et øgenavn til John Kasich.
Men milliardæren har faktisk brugt udtrykket "The Absentee Governor" - "Den fraværende guvernør" om John Kasich mange gange.
John Kasich er guvernør i den vigtige svingstat Ohio, og Donald Trumps øgenavn kom frem i ugerne inden primærvalget i staten, som Kasich vandt. "Den fraværende guvernør" blev brugt af Trump til at kritisere, at John Kasich har været væk fra Ohio i meget af valgkampen.
Trumps argument er, at John Kasich ikke kunne passe sin stat, når han skulle føre valgkamp i helt andre stater.
4. Lille Marco
Senator Marco Rubio blev i lang tid set som den åbenlyse favorit til at slå Donald Trump i kampen om Republikanernes nominering. Derfor er der også mange eksempler på, at Donald Trump har svinet Marco Rubio til.
Specielt hedt blev i ugerne op mod primærvalget i Rubios hjemstat, Florida. Her tog Marco Rubio nemlig selv fløjlshandskerne af og forsøge ofte at angribe og tilsvine Donald Trump offentligt.
Højdepunktet i den kamp kom, da Marco Rubio omtalte Donald Trumps hænder som små - og dermed antydede, at der også måtte være noget galt med størrelsen et andet sted på Donald Trumps krop.
I den efterfølgende tv-debat følte Donald Trump så, at det måtte han svare på. Og sådan gik det til at kandidatens penisstørrelse blev omtalt på live tv.
Men set i bakspejlet skulle Marco Rubio nok have holdt sig fra at spille Donald Trumps spil. Florida blev nemlig det sidste primærvalg for Marco Rubio eller "Lille Marco", som Donald Trump konsekvent kalder ham. Øgenavnet spiller på, at Marco Rubio er ung og forholdsvis uerfaren.
Udtrykket blev så populært, at internettet flyder over med sjove og nedværdigende billeder af Marco Rubio som lille.
5. Lavenergi Jeb
Jeb Bush var i lang tid storfavorit til at vinde nomineringen som Republikanernes præsidentkandidat. Derfor angreb Donald Trump ham ofte - blandt andet med øgenavnet "Low-Energy Jeb" - "Lavenergi Jeb".
Ifølge amerikanske medier som Vox hentydede Trump både til, at Jeb Bush - i Trumps optik - ikke var udadfarende nok, og at Jeb Bush ikke kunne begejstre masserne.
Det viste sig, at den mere afdæmpede og moderate udgave af Jeb Bush var en strategi, som var fuldstændig planlagt og tilrettelagt. Jeb Bush har tidligere i karrieren været meget mere udadfarende, kontroversiel og haft mere "energi" i sin optræden.
Men Bush-kampagnen satsede åbenbart på, at en mere afdæmpet udgave af Jeb Bush var mere spiselig for vælgerne. De tog fejl.