Line var vidne til London-brand: De begyndte at råbe - ’hjælp, vi kan ikke komme ud'

23-årige Line Sterring var på nærmeste hold vidne til, at højhus gik op i flammer.

Indtil videre har 12 personer mistet livet i forbindelse med branden - politiet tror dog, at det tal vil stige. (Foto: © Toby Melville, Scanpix)

- Det var virkelig tragisk, og man følte sig virkelig hjælpeløs. Man står nærmest bare og ser på, at folk dør.

Danske Line Sterring er nabo til Grenfell Tower i London-bydelen Kensington, som i nat blev opslugt af flammer i en kæmpe brand, hvor 12 personer indtil videre er blevet erklæret døde.

Den 23-årige kvinde overværede branden fra klokken 01 i nat og fem timer frem og så, hvordan ilden tog mere og mere fat om den 24 etager høje bygning.

Line Sterring fortæller, at da hun kom ned på gaden kort efter klokken 01, troede hun først, at politiet og brandvæsnet havde styr på situationen. Det skulle senere gå op for hende, at hun skulle blive vidne til en tragedie.

Omkring klokken 02.20 var der stadig elektricitet, og hun kunne se ind i bygningen, hvor det virkede til, at folk tog det roligt.

- Men da det begyndte at gå op for dem, at der var brand i hele huset, kunne vi se, at de panikkede, siger hun.

Hun beskriver blandt andet, hvordan hun blev vidne til desperationen fra en lejlighed i bygningen.

- De begyndte at råbe: ’Hjælp, vi kan ikke komme ud. Der er røg overalt, og vi kan ikke se noget’, fortæller Line Sterring.

Kunne ikke komme ud

Hun blev dog ikke ved med at være vidne til desperationen fra bygningens beboere. For på et tidspunkt røg elektriciteten i hele bygningen.

- Efter, at ilden havde omsluttet det meste af huset, røg elektriciteten, og der kom helt tyk askerøg ud af de vinduer, som var åbne, beskriver den 23-årige dansker.

Netop de store røgsøjler gjorde, at brandvæsnet havde meget svære arbejdsbetingelser, beskriver Line Sterring.

- Det virkede til, at brandmændene havde meget svært ved at komme og lokalisere dem, som stadig var i bygningen, for der var ild overalt, fortæller hun og forklarer, at det også var svært for ambulancerne at komme helt tæt på bygningen, da den er omkranset af blandt andet et fitnesscenter og en skole.

Line Sterring er i dag stadig meget rystet over, hvad der skete og frygter, at antallet af døde vil stige markant.

Fakta om London-brand

  • Mindst 12 har mistet livet. Ifølge politiet forventes dødstallet at stige.

  • Mindst 74 er indlagt på forskellige hospitaler. Mindst 18 er i kritisk tilstand. Flere meldes desuden savnet.

  • Årsagen til branden er endnu ukendt. Og der kommer til at gå lang tid, før årsagen er afklaret, siger politiet.

  • Allerede i 2013 advarede en gruppe beboere om, at der var stor risiko for en brand i højhuset efter en episode