Lidegaard: Ukraine-sanktioner vil forværre situationen

EU forsøger at finde den rigtige balance i håndteringen af Ukraine, og udenrigsminister Martin Lidegaard afviser at indføre sanktioner.

Udenrigsminister Martin Lidegaard hilser på EU's udenrigspolitiske chef Catherine Ashton. (Foto: © John Thys, Scanpix)

Udenrigsminister Martin Lidegaard ligger med en klar afvisning af EU-sanktioner mod Ukraine, på linje med flere af sine EU-kolleger.

På vej ind til sit første EU-udenrigsministermøde i Bruxelles er Lidegaard ikke i tvivl om, at det ikke vil gavne noget i Ukraine eller for EUs forhold til landet, hvis EU begynder at straffe regimet.

- Vi skal forsøge at gøre alt, hvad vi kan, for at forbedre situationen. Og så skal vi gøre alt, hvad vi kan, for ikke at forværre den. I øjeblikket er der ikke grund til på nogen måde at tilspidse situationen mere, siger ministeren.

Ingen nye hjælpepakker

- Så vi skal på den ene side undgå at indføre sanktioner, der gør, at vi ikke kan oprette den vigtige dialog, der skal til. Og på den anden side heller ikke skal lave nye økonomiske hjælpepakker for at overbyde Rusland, siger udenrigsministeren.

USA har allerede annulleret indrejsetilladelsen til flere ukrainske topembedsmænd, og ifølge kilder i den amerikanske kongres gik Obama-administrationen i forrige uge i gang med at forberede sanktioner.

I EU-kredsen har blandt andre den tyske udenrigsminister, Frank-Walter Steinmeier, talt åbent om, at man kan true med sanktioner.

Ikke opbakning til sanktioner

Men diplomatiske kilder i Bruxelles har i den forløbne uge også sagt, at der ikke synes at være opbakning til faktisk at bruge sanktionsvåbnet på nuværende tidspunkt.

Og den danske udenrigsminister er altså ikke i tvivl om, at de seneste ugers uroligheder, det dårlige forhold mellem regering og opposition og situationen i forhold til Rusland kun kan forværres, hvis EU straffer regimet.

/ritzau/