USA's præsident Barack Obama sagde i en tale i nat, at Islamisk Stat (IS) skal bekæmpes overalt, indtil terroroganisationen er ødelagt.
Danmark er et af 10 lande, der har forpligtet sig til en international koalition i indsatsen mod IS. Alligevel har udenrigsminister Martin Lidegaard ingen planer om at lade danske bomber eksplodere i Syrien.
- Vi har ingen planer om at bombe over Syrien. Vi har foreløbig leveret et fly til Irak, og vi er endnu ikke blevet spurgt om yderligere bidrag, siger han.
Fokus på den politiske kabale
Lidegaard er tilhænger af Obamas tale, som også fokuserede på den politiske del af problemet i især Irak.
IS er en sunnimuslimsk gruppe, og sunniernes utilfredshed med den shia-dominerede irakiske regering er en nøgle til gruppens rekruttering, i følge Martin Lidegaard.
- Han gør meget ud af, at sunnimuslimer skal med i regeringen, og det er helt afgørende, siger udenrigsministeren.
Desuden er planen fortsat at lade lokale grupper stå for kampene på jorden, mens amerikanske styrker vil bombe fra luften.
Amerikanerne, og muligvis andre lande fra koalitionen, vil hjælpe med at træne og bevæbne den irakiske hær, de kurdiske styrker og moderate oprørsgrupper i Syrien.
- Det er helt afgørende, at det her ikke kan blive udstillet som Vesten mod islam. Det har vi ikke gode erfaringer med. Det her er en lokal krig mellem muslimer, siger udenrigsministeren.
K: Send danske F16-fly
Martin Lidegaard understreger imidlertid, at han ikke kan udelukke noget i forhold til den danske indsats, og hos de konservative er man klar til at trappe indsatsen op. Politisk ordfører Lene Espersen mener, at ministeren burde melde klart ud.
- Nu har Obama sendt signalet om, at der vil blive skruet op for blusset. Derfor bør den danske udenrigsminister tilkendegive, når man holder møder, at Danmark selvfølgelig er indstillet på at yde yderligere bidrag. Jeg synes bestemt, efter præsidentens tale i nat, at vi bør tilkendegive, at Danmark er med hele vejen, siger partiets politiske ordfører Lene Espersen.
Hun foreslår eksempelvis brug af danske F16-fly i Syrien.
Ingen tropper på jorden
Barack Obama holder fortsat fast i mantraet om, at 'der ikke skal amerikanske støvler på jorden' i konflikten. Det er der ganske vist allerede, for USA har over 1.000 mand i Irak og sender nu 175 yderligere af sted.
Men tropperne skal ikke sendes i offensiven, og Lidegaard kan heller ikke forestille sig, at der vil være danske tropper i ildkamp mod IS.
- Det her skal ikke blive en ny irakkrig. Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at vi skal ind med kamptropper, fastslår ministeren.