Lidegaard: Bred koalition mod islamister er vigtig sejr

Tilsagn fra 10 lande i Mellemøsten sender vigtigt signal for international koalition ifølge udenrigsministeren.

Udenrigsminister Martin Lidegaard ser alliancen med 10 Mellemøst-lande som en stor sejr. (Foto: © Erik Refner, Scanpix)

En international konference for fred i Irak sluttede uden konkrete udmeldinger, men ikke desto mindre var mødet en stor sejr, da en koalition til bekæmpelsen af Islamisk Stat blev udvidet med 17 lande og organisationer på mødet i Paris mandag.

Det mener i hvert fald den danske udenrigsminister, Martin Lidegaard (R), som deltog på konferencen i det franske udenrigsministerium sammen med kolleger fra 25 lande og tre internationale organisationer.

Et vigtigt signal

Særligt tilsagnet fra 10 lande i Mellemøsten til kampen mod IS glæder udenrigsministeren.

- Det var et utroligt vigtigt signal at få ud over rampen til hele den vestlige verden, til hele den muslimske verden og ikke mindst til civilbefolkningerne i Syrien og Irak, siger Lidegaard.

Det forventes, at de konkrete udmeldinger på indsatsen kommer snart.

- Alle i dag understregede bredden i de indsatser, der skal laves, og den konkrete arbejdsdeling forventer jeg på plads i løbet af en god uges tid, siger udenrigsministeren.

Spørgsmålstegn ved nogle lande

Der har været løbende kritik af blandt andet Qatar, som var blandt deltagerne på konferencen, da golfstaten er blevet beskyldt for at have støttet ekstremistiske grupper i regionen.

I et interview i Financial Times mandag tager Qatars udenrigsminister således heller ikke afstand fra en beskyldning om støtte til en gruppe, Ahrar al-Sham, der af nogle vestlige lande regnes for ekstremistisk.

Den danske udenrigsminister er ikke bekymret for deltagelsen af lande som Qatar og Saudi-Arabien i koalitionen mod Islamisk Stat:

- Det gælder for mange lande i regionen, at de har været en del af problemet. Men netop fordi de har været en del af problemet, bliver de også nødt til at være en del af løsningen.

Et andet godt eksempel er ifølge udenrigsministeren Iran, som bør være med i løsningen, men som angiveligt ikke var inviteret til konferencen.

- Det står mig uklart, om de var inviteret eller ej, og hvad der skyldes, at de ikke var her. Men som jeg sagde, tror jeg, at på sigt kan vi kun få løst problemerne, hvis Iran bliver inddraget, også selvom vi ved, at vi er uenige med dem, siger Lidegaard.

/ritzau/