Den liberianske præsident Ellen Johnson Sirleaf har intet ønske om at fortsætte det ebola-alarmberedskab, som landet har været i siden august.
Det udtaler præsidenten torsdag, skriver Reuters.
- Det fremskridt, vi har set, sammen med de tiltag, der fortsat finder sted, har gjort vores land i stand til vedholdende at bekæmpe sygdommen, indtil den bliver endeligt udslettet fra vores land, siger Sirleaf ifølge Reuters.
Kurven knækkede
Meddelelsen kommer som et tegn på fremskridt i landet, som er blandt de tre vestafrikanske lande, der har været allerhårdest ramt af virussen, der har hærget i området siden foråret. Alarmberedskabet kom i stand i august, fordi landet med præsidentens ord var "i tydelig og akut fare".
I slutningen af oktober konstaterede WHO en langsommere frekvens af nye tilfælde i Liberia. Som følge kunne de konstatere, at forebyggelsesindsatesen i landet virker.
- Det ser ud til, at trenden i Liberia er virkelig, og at der i sandhed er en bremsning. Vi føler os sikre på, at indsatsen er ved at få overtaget over sygdommen, sagde WHO's doktor Bruce Aylward.
Ramt hårdest i Vestafrika
Ebola har dræbt omkring 2.800 mennesker i Liberia. Samlet er over 5.000 døde af virussen, hvilket gør Liberia til det land, der har lidt størst mennesketab som følge af det nuværende udbrud.
Samlet er 13.000 mennesker indtil nu smittet med virussen, som har en dødelighed på 70 procent.
Præsidentens udmelding betyder, at alarmberedskabet, som udløb i starten af november, nu er officielt ovre.