Seksuel chikane, verbal chikane, vold og voldtægter. Livet på asylcentrene kan være temmelig hårdt for udsatte flygtninge som homoseksuelle og transpersoner.
Ofte er det egne landsmænd, der står bag, lyder det i Berlin, hvor det lokale rådgivningscenter for bøsser har taget konsekvensen og oprettet et eget asylcenter kun for homoseksuelle og transpersoner.
- Vi har beretninger om vold mod homoseksuelle, hvor nogle har fået brækket armen, næsen, og der har været mordforsøg. Der har også været voldelige hændelser, hvor sikkerhedspersonalet har været de ansvarlige, siger Stephan Jäkel, der leder asylafdelingen i rådgivningscenteret Schwulenberatung Berlin.
Særlige sikkerhedsfolk
Stephan Jäkel fortæller om et tilfælde, hvor sikkerhedsvagter på et modtagecenter på Tempelhof-lufthavnen havde outet to mænd som bøsser, som derefter blev overfaldet af deres medflygtninge.
Derfor får sikkerhedsfolkene på det nye asylcenter en særlig ekstrauddannelse og asylcentret skilter ikke med, hvor det ligger. - Vi vil gerne undgå kedelige episoder, siger Stephan Jäkel.
Mange må bo privat
Det nye asylcenter, der ligger i Berlin bydelen Treptow, har plads til 120 personer, og det første dusin er flyttet ind.
- Lige så snart asylcentret blev annonceret, fik vi ti nye henvendelser fra folk, der gerne ville bo der, siger Mahmoud Hassino, en 40-årig syrer, der har boet i Berlin siden 2014 og nu er ansat på asylcenteret.
Han er uddannet journalist, men flygtede selv fra Syrien til Tyrkiet, fordi han var politisk aktiv. Han genkender billedet fra sit eget ophold på et asylcenter i Berlin, hvor han fungerede som oversætter.
- Min værelseskammeret på mit gamle asylcenter sagde, at alle talte om mig, fordi jeg er åbent homoseksuel. Jeg kunne tydeligt mærke fjendtligheden. Jeg fik talt med socialarbejderne om at flytte væk. I stedet boede jeg privat hos nogle venner her i Berlin, fortæller han.
Rådgivningscenteret kender til 80-90 homoseksuelle flygtninge, der på samme måde bor privat, fordi de ikke føler sig trygge sammen med heteroseksuelle landsmænd.
Tryghed er vigtig for integration
Mahmoud Hassino ser frem til, at asylansøgerne på det nye asylcenter kan komme til at tale sammen uden at skulle føle sig utrygge, for tryghed er afgørende for mulighederne for at blive integreret og lære sproget.
- Normalt bliver man placeret i samme rum som ens landsmand. Og for mange homoseksuelle opleves det som om, man bliver placeret i samme rum, som dem man flygter fra, siger han.
Både han og kollegaen Stephan Jäkel kan se et klart behov for det, som et særligt homoasylcenter kan tilbyde.
For ud over at være flygtninge, som allerede er hårdt, så er mange pressede over den chikane og vold, de har oplevet, både hjemme og efter at de er kommet til Tyskland.
- Nogle er blevet nægtet oversættelse, fordi oversætteren ikke ville tage ordet homoseksuel i sin mund. Andre er spyttet på dagligt hen over uger, siger Stephan Jäkel.
Svært at stå åbent frem
Og det er stadig en svær proces for de homoseksuelle, der søger asyl, at stå åbent frem – og dermed også at finde vej til det nye asylcenter. Det fortæller lederen af Schwulenberatung Berlin, Marcel de Groot.
- Det tager tid for asylansøgerne at opleve, at det er ok at være homoseksuel. Mange kan ikke få sig selv til at sige åbent, at de søger om asyl, fordi de er homoseksuelle, siger han.
Han fortæller at to tredjedele af dem, der søger om at komme på det nye asylhjem, er bøsser, en tredjedel er transseksuelle, og så er der enkelte lesbiske iblandt.
For kvinder er mere solidariske over for hinanden, mens hetero- og homomænd gensidigt har en dårlig kemi. Det må vi erkende, siger Marcel de Groot.
- Vi har at gøre med mennesker fra kulturer, hvor homoseksualitet moralsk og juridisk er en forkert handling. Derfor skal vi selvfølgelig oplyse de heteroseksuelle flygtninge, så de lærer, at det er ok i Tyskland. Men det er en proces, der kan tage tre-fire år, og det skal ikke ske på bekostning af de homoseksuelle.