Lektor: Kommende visum-aftale en kæmpe sejr for Erdogan

Lempelsen af tyrkiske visumregler sker på bekostning af menneskerettighedsspørgsmålet, mener ekstern lektor på tyrkiske studier, Mathias Findalen.

Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, har med indgåelsen af flygtningeaftalen mellem EU og Tyrkiet ændret på magtbalancen mellem de to parter, mener Mathias Findalen. (Foto: © ADEM ALTAN, Scanpix)

I dag har EU-Kommissionen anbefalet, at Europa-Parlamentet og medlemslandene åbner for, at tyrkiske statsborgere kan rejse visumfrit ind i EU allerede fra juni måned, hvis tyrkerne opfylder de fem resterende mål, som endnu ikke er blevet opfyldt.

De mål, der skal opfyldes af Tyrkiet, er blandt andet en forbedring af deres indsats mod korruption, at forbedre deres datasikkerhed og samarbejde med samtlige af EU's medlemslande og Europol.

Landet skal samtidig sikre ytringsfriheden og sikre beskyttelse af landets minoriteter.

Og netop menneskerettighedsspørgsmålet er de seneste år blevet nedprioriteret af præsident Erdogan, der er gået hårdt efter oppositionen samt journalister, der er kritiske over for ham og den tyrkiske regering.

Tidligere har EU forholdt sig kritisk til de manglende menneskerettigheder, men med indgåelsen af flygtningeaftalen mellem EU og Tyrkiet har magtbalancen ændret sig, mener Mathias Findalen, ekstern lektor ved tyrkiske studier på Københavns Universitet.

- EU har tidligere formået at stille krav til Tyrkiet – især på menneskerettighedsområdet. Men flygtningeaftalen har givet mere magt til Erdogan, da Tyrkiet sidder med nøglen til at løse flygtningekrisen i Europa. Derfor er EU ikke i stand til at kræve forbedringer på menneskerettighedsområdet.

Han mener, at EU giver efter for Tyrkiets ønske om fri visumindrejse på bekostning af menneskerettighedsspørgsmålet.

- Hvis man ikke har et EU, som er villig til at stille krav til Tyrkiet på menneskerettighedsspørgsmålet, så presser man ikke en stat, som er ved at blive mindre og mindre demokratisk og mere autoritær, siger Mathias Findalen.

Indenrigspolitisk sejr for Erdogan

Hvis Tyrkiet formår at opfylde de resterende fem krav fra EU's side og dermed få fri visumindrejse i EU, vil det være en "sejr af format" for Erdogan i hjemlandet, mener Mathias Findalen.

- Siden Erdogan kom til magten, har han symboliseret velfærd. Han har fået folk i arbejde, sørget for, at hospitaler er blevet gratis, og at børn har fået langt nemmere adgang til skolegang. Hvis han også får fri visumindrejse i EU igennem, understreger det endnu engang, hvor stærk han står magtpolitisk.

- Det styrker hans magt indenrigspolitisk, og det kan samtidig ses som en blåstempling af den førte politik, som bestemt ikke går i en mere demokratisk retning i øjeblikket, siger Mathias Findalen.

Visum-friheden er et af de bærende elementer i den aftale, som EU i marts indgik med Tyrkiet i bytte for, at Grækenland kan sende flygtninge og migranter, der ankommer til de græske kyster, tilbage til Tyrkiet.