Vinder Marine Le Pen det franske præsidentvalg om otte dage, så vil hun udpege sin tidligere konkurrent Nicolas Dupont-Aignan som landets premierminister.
Det oplyser præsidentkandidaten fra Front National i dag på et pressemøde i Paris, skriver Reuters.
Nicolas Dupont-Aignan, der står i spidsen for højrefløjspartiet Debout la France (DLF), var blandt de ni præsidentkandidater, som ikke gik videre fra første runde af præsidentvalget sidste søndag.
Her sikrede Marine Le Pen og Centrumkandidaten Emmanuel Macron sig til gengæld flest stemmer og dermed pladsen som finalister i den sidste og afgørende runde af præsidentvalg, der bliver afgjort søndag den 7. maj.
Marine Le Pen og Nicolas Dupont-Aignan er begge EU-skeptiske og har i valgkampen flere gange understreget, at Frankrig bør genforhandle sit forhold til EU, da de mener, at mere magt bør føres tilbage til det franske styre.
Perioden mellem de to runder af det franske præsidentvalg er vigtig for finalisterne. Her skal de traditionen tro sikre sig opbakning fra de andre kandidater, der er røget ud. De tidligere præsidentkandidater anbefaler nemlig deres støttere at stemme på en af de to finalister.
Både den konservative Francois Fillon og den socialistiske Benoît Hamon, som begge også røg ud i første runde, har givet deres støtte til Emmanuel Macron.
Emmanuel Macron har endnu ikke offentligjort, hvem han vil udpege som sin premierminister.
I Frankrig er præsidenten landets statsoverhoved - ligesom dronning Magrethe er det i Danmark.
Præsidenten udpeger premierministeren, og de to udnævner herefter i fællesskab regeringen, som ledes af premierministeren.