Le Pen får bøde for at tale nedsættende om romaer

Appeldomstol afgør, at Jean-Marie Le Pen skal betale 37.000 kroner i bøde for kommentarer på et pressemøde.

Jean-Marie Le Pen er far til den nuværende leder af Front National og præsidentkandidat Marine Le Pen. (Foto: © JEAN-PAUL PELISSIER, Scanpix)

En appeldomstol afgør, at stifteren af det franske parti Front National (FN), Jean-Marie Le Pen, skal betale 5.000 euro i bøde for at tale nedsættende om romaer, skriver avisen Le Figaro.

Appeldomstolen i Aix-en-Provence kender Le Pen skyldig i en hadforbrydelse og bekræfter den tidligere afgørelse ved en lavere domstol.

Le Pen, der er far til den nuværende leder af Front National og præsidentkandidat Marine Le Pen, blev i 2013 idømt bøden på de godt 37.000 kroner for at sige, at romaer har en naturlig lyst til at stjæle.

Han sammenlignede dengang under et pressemøde romaer med fugle og spillede på det franske udtryk "voler". Det kan betyde både at flyve og at stjæle.

Han brugte også ordet "odorante" (lugtende) om romaer.

Le Pen er flere gange blevet dømt for racisme og for at benægte folkemordet på Europas jøder under Anden Verdenskrig.

Under et interview til britiske BBC i 1987 kaldte han drabene på jøder i de nazistiske gaskamre "en detalje" i historien.

Sidste år fik han en bøde på 30.000 euro for igen at kalde massedrabet på jøder en detalje.

Datteren Marine Le Pen har taget afstand fra sin fars synspunkter.

/ritzau/