Langkilde: En barsk folkedomstol har dømt Bill Cosby på forhånd

Den bemærkelsesværdige retssag mod den ellers så folkekære skuespiller er en sag om ord mod ord, vurderer USA-korrespondent.

Bill Cosbys forsvarer brugte den første dag ved retten på at stille spørgsmålstegn ved Andrea Constands troværdighed. (Foto: © Dominick Reuter, Scanpix)

Ord mod ord.

Sådan samfatter DR’s USA-korrespondent Johannes Langkilde retssagen mod Bill Cosby, der begyndte i går.

Den tidligere ellers så folkekære skuespiller er blevet trukket i retten af den nu 44-årige Andrea Constand, som anklager Cosby for at have givet hende bedøvende piller og efterfølgende misbrugt hende i hans hjem tilbage i 2004.

- Det er en bemærkelsesværdig sag, men det er også en bemærkelsesværdigt gammel sag. Den er 13 år gammel, og der er ikke nogen deciderede beviser, forklarer Johannes Langkilde.

- Det er ord mod ord.

Mange mudrede aspekter

Retssagens første dag lagde ifølge New York Times ud med en vidneforklaring fra kvinden Kelly Johnson, der er blandt de mange kvinder, som er stået frem og har anklaget Bill Cosby for overgreb.

Hendes forklaring havde ifølge New York Times flere paralleller til sagen om Andrea Constand.

På førstedagen forklarede anklageren desuden, at sagen handler om ”tillid, forræderi og manglende evne til at give samtykke”, hvorefter hun beskrev det påståede forløb for overgrebet. Blandt andet skulle Cosby have givet Constand tre piller og sagt, at ”disse tre venner vil hjælpe dig med at slappe af”.

Ifølge Andrea Constand skulle Bill Cosby have givet hende tre blå piller, inden han forgreb sig på hende. Cosby har forklaret, at der var tale om en halv Benadryl, som skulle hjælpe hende til at slappe af. (Foto: © MARK BLINCH, Scanpix)

Forsvaret for Cosby hævder dog, at Constand lyver. Hun har ikke opført sig som et offer, mente forsvareren, der påpegede, at Andrea Constand efter det påståede overgreb havde holdt kontakten til Cosby – blandt andet skulle Constand have ringet til Cosby 53 gange.

Ifølge forsvaret skal Constand også have ændret sine forklaringer af flere omgange, ligesom en tidligere distriktsanklager afviste at rejse sag mod Cosby, fordi der ikke var nogen beviser.

Sagen kom allerede i 2005 for en civil retssag, men blev afvist på grund af manglende beviser. Parterne enedes i 2006 om, at Cosby betalte Constand et ukendt beløb.

- Der er mange mudrede aspekter i den her sag, og i sidste ende er det en jury på 12 mand, der skal sætte sig ned og finde ud af, hvem de tror mest på i en sag, som er meget, meget gammel og uden håndgribelige beviser, forklarer Johannes Langkilde.

- Så her på førstedagen, hvor der stadig mangler 14 dage, er der ikke nogen, som er blevet decideret klogere.

Et fald fra tinderne

Sagen, som kommer til at strække sig over 14 dage ved retten, har tiltrukket sig stor opmærksomhed i USA.

Dommeren, Steven O’Neil, har forklaret, at man har forsøgt at afholde medierne fra at dominere sagen – som for eksempel i tilfældet med O.J. Simpsons drabssag.

Modsat O.J. Simpson-sagen vil kameraer eksempelvis ikke være tilladt i retssalen.

- Jeg tror godt, at man kan driste sig til at kalde den for en af de mest opsigtsvækkende retssager i nyere tid her i USA, forklarer Johannes Langkilde.

- Det handler om en meget kendt og folkekær skuespiller, som i 80’erne blev kendt som en slags hele USA’s far. En moralens fortaler, et stort forbillede for familieværdier og en rollemodel – ikke mindst for afroamerikanske familier, forklarer Johannes Langkilde.

Derudover er sagen vokset til et omfang, som de færreste nok havde forudset. Hele 58 kvinder anklager Bill Cosby for at have misbrugt dem på den ene eller anden måde.

Omkring halvdelen har ifølge Johannes Langkilde forklaret, at Cosby gav dem bedøvende piller og efterfølgende forgreb sig på dem.

Selvom der ikke er faldet dom i sagen - og Cosby ikke er blevet dømt for nogen af de mange anklager – har mange amerikanere allerede allerede dømt ham på baggrund af mediernes historier.

Det ses blandt andet ved, at mange af hans børnebøger er blevet fjernet fra biblioteker, mens statuer forestillende Cosby er blevet taget ned, forklarer Johannes Langkilde.

- Så før retssagen end er begyndt, er der altså tale om en ret barsk folkedomstol.