Allerede nu har hundredvis benyttet sig af muligheden for at tage afsked med George Floyd i byen Houston.
George Floyd, der mistede livet efter en voldsom anholdelse for to uger siden, voksede op i Houston i Texas.
Her kan byens indbyggere komme og vise den sidste respekt for George Floyd, hvis død har ført til massive demonstrationer over hele USA.
- Vi mener, at alle skal behandles lige, og jeg er her for at være vidne til et historisk øjeblik.
Det fortæller Wyvonne Halliburton. Hun bor tæt på kirken, hvor George Floyd ligger i åben kiste.
Der har tidligere været lignende ceremonier for Floyd i byen Minneapolis, hvor han døde, samt i delstaten North Carolina, hvor han er født.
Lang kø til kirke
Folk, mange iført masker og handsker, har stået i en kø, der bare bliver længere, for at sige farvel.
- Vi ser de her grusomme tilfælde igen og igen, så vi er her for at vise vores respekt for George Floyd, fortæller LaDonna Webb, der står med sin familie, og som DR Nyheder fanger i køen ind til kirken.
Der må kun være 15 personer i kirken på samme tid.
Det ventes, at Demokraternes præsidentkandidat Joe Biden ankommer til Houston for at mødes med George Floyds familie.
Betjenten, der trykkede sit knæ mod George Floyds hals, skal til første høring her til aften.