En af lægerne, der var med til at opdage opdage den smitsomme ebolavirus i 1976, er bange.
Som leder af London School of Hygiene and Tropical Medicine følger den belgiske læge Peter Piot hver dag ebolaens rasen henover Vestafrika.
Og han frygter nu, at sygdommen kan sprede sig fra Afrika til andre kontinenter.
- Af mange årsager er det her "den perfekte storm". Og det kom som en overraskelse for mig, det gjorde det virkelig, siger Peter Piot.
Ebola kan rejse fra Afrika til Europa
Peter Piot er bange for, at det bliver svært at indkapsle sygdommen i Afrika.
- Vi er nødt til at være forberedte på, at i en globaliseret verden, vil disse vira spredes meget hurtigere end nogensinde før, advarer Peter Piot.
I Europa og Nordamerika vil sådan et udbrud hurtigt blive bremset op af medicinsk behandling. Men i Afrika kan det destabilisere en hel region.
Ebolaepidemien har ifølge WHO allerede kostet flere end 2.700 mennesker livet i Vestafrika, mens flere end 5.700 er smittede med den dødsensfarlige virus.
- Jeg kan kun håbe, at vi klarer den, så vi får den under kontrol. Jeg havde virkelig aldrig troet, at det ville blive så slemt, siger Peter Piot.
- Jeg glemmer aldrig de blanke øjne
Peter Piot var med til at opdage sygdommen i 1976.
For knap 40 år siden rejste den dengang 27-årige belgiske forsker til en afsidesliggende del af den congolesiske regnskov, hvor overraskende mange mennesker blev lagt ned af en ukendt sygdom, der gav feber og diarré, opkast og blødninger - og en smertefuld død.
Den unge forskers opgave var at finde ud af hvorfor.
- Jeg glemmer aldrig de blanke øjne, deres stirren og smerte. Den slags udtryk i øjnene, der siger, "jeg skal dø". Det glemmer jeg aldrig, siger Peter Piot.
Opdaget dybt inde i DR Congos jungle
Navnet stammer fra den flod, der løb gennem den del af regnskoven, hvor ebola stod i fuldt flor.
Og selv om alvoren allerede dengang stod klar for Peter Piot, er han overrasket over ebolaens voldsomme rasen henover det økonomisk og sundhedsmæssige forkrøblede Vestafrika.
- Det er den første i Vestafrika og langt den mest omfattende, siger Peter Piot.
Denne omgang af ebola, der brød ud i det vestafrikansle land Liberia i marts, har allerede taget livet af flere mennesker end alle de andre udbrud fra 1976 og frem tilsammen.
Denne ebola er "den perfekte storm"
De andre ebolaepidemier var korte omgange og berørte kun et par landsbyer. Men denne gang er det anderledes altomfattende.
- Hvad vi ser er kombinationen af en virus, der gemmer sig i skoven, sammen med en manglende tillid til autoriteterne efter årtier med borgerkrig og uro og et elendigt fungerende sundhedsvæsen, forklarer Peter Piot.
Det er det, han kalder "den perfekte storm".
Der var i forvejen langt mellem lægerne, og siden marts er flere af dem og sygeplejerskerne døde af ebola. Derfor har mange sundhedsklinikker drejet nøglen om.
Og der er langt fra sengepladser, sikkerhedsdragter og medicin nok.
Verdenssamfundet reagerer alt for langsomt
Derfor havde han gerne set en respons fra det internationale samfund med det samme.
Men det var først i august, at WHO erklærede ebola for en verdensomspændende krise. Og september før FN sagde, at verdenssamfundet skal spendere op mod en millliard dollars for at standse spredningen.
- Jeg håber, det her er den sidste epidemi, hvor det eneste, vi har af behandling, er isolation af patienter og karantæner og pleje. Og hvor vi ikke har lagre af vacciner og behandlingsformer, siger Peter Piot.