Labour vil først udpege ny leder til efteråret

Der er brug for en åben og ærlig dialog i Labour, så partiet kan komme videre efter valgnederlaget, siger den konstituerede partileder.

Ed Miliband, der ses længst til venstre i billedet, har netop trukket sig som leder af Labour. Næstformand Harriet Harman, der ses til højre for Ed Miliband, er konstitueret leder. (Foto: © Toby Melville, Scanpix)

Det britiske oppositionsparti Labour led et fælt nederlag ved parlamentsvalget i sidste uge, og partiet skal til efteråret vælge ny leder, efter at Ed Miliband har trukket sig fra posten.

Det skal ske 12. september, meddeler partiledelsen. Og det har udløst bekymring internt i partiet over, at oppositionen dermed kommer til at stå uden en stærk leder i månedsvis.

Andre Labour-folk mener dog, at det er fint, at partiet får tid til at finde fodfæstet efter valgnederlaget.

- Labour led et alvorligt nederlag ved parlamentsvalget, og i de kommende uger har vi brug for en åben og ærlig debat om, hvordan vi kommer videre, siger Harriet Harman, Labours næstformand, som blev konstitueret leder efter Ed Milibands afgang.

Miliband tog ansvar for nederlaget

Ed Miliband trak sig fredag få timer efter, at valgsejren til premierminister David Cameron og hans konservative parti var slået fast.

Den slagne partileder gentog flere gange, at han bar ansvaret for det elendige valg, hvor Labour blandt andet blev fejet fuldstændigt af banen i Skotland.

Ed Miliband havde styret partiet mod venstre. Blandt andre den tidligere partileder og premierminister Tony Blair har sagt, at det er nødvendigt at trække mod midten, hvis Labour igen skal vinde magten.

Partiets handelsordfører, 36-årige Chuka Umunna, er bookmakernes favorit til formandsposten.

Også ordførerne for henholdsvis indenrigsanliggender og sundhed, Yvette Cooper og Andy Burnham, ventes at stille op.

/ritzau/Reuters