Kvinde fanget på tag i Houston læste sin adresse op på direkte tv: Hjælp os

Politi, brandvæsen og nationalgarde er sat ind, men mange må vente på hjælp i det oversvømmede Texas.

Det vurderes, at 450.000 borgere i Texas vil ansøge om økonomisk hjælp til at udbedre skader efter orkanen og de medfølgende oversvømmelser. (Foto: © Joe Raedle, Scanpix)

Selv om alt beredskab er sat ind, så må frustrerede og skræmte borgere i Texas vente længe på at blive hjulpet i sikkerhed fra de voldsomme oversvømmelser, der har ramt staten efter orkanen Harvey.

ABC News fik tidligere i dag fat på Aishia Nelson, der bor i millionbyen Houston, og som sammen med op mod 30 andre i timevis havde været fanget på taget af et lejlighedskompleks uden mad og drikke, mens de kunne se vandet strømme forbi og stige hastigt.

Ligesom mange andre havde de ringet efter hjælp og fået at vide af myndighederne, at de måtte vente.

- Der er vand over det hele, og vi har ingen steder at gå hen, sagde hun, hvorefter hun fortalte adressen på lejlighedskomplekset.

- Vær sød at hjælpe os. Jeg er bange.

Myndighederne advarer om, at man kan blive revet med af vandet. Her har en borger i Houston med følgeskab af en hund trodset anvisningerne. (Foto: © Joe Raedle, Scanpix)

CNN har talt med en kvinde i Houston ved navn Leidys Shull, som sammen med 10 andre var fanget inde i et hus, mens vandet steg mod taget.

Også hun havde forgæves forsøgt at få hjælp og læste sin adresse op i håbet om, at nogen i nærheden kunne hjælpe.

- Det er svært at få hjælp hertil. Der er ikke nogen til at hjælpe, sagde hun til CNN.

Orkanen Harvey

  • Op til otte personer meldes døde i forbindelse med orkanen og oversvømmelserne.

  • Hundredtusinder af borgere er uden strøm.

  • Der er faldet over 79 centimeter regn. Det er mere, end hvad Danmark får på et år.

Flere byer er ramt af oversvømmelserne, der skyldes de store mængder regn, som orkanen har medført.

I Houston er brandvæsenet rykket ud flere end 4.000 gange i forbindelse med oversvømmelserne.

Dertil kommer de 2.000 personer, som politiet i byen har hjulpet i sikkerhed fra vandmasserne, og der er fortsat flere akutte sager, som politiet ikke er nået til endnu, siger politichef i Houston Art Acevedo ifølge The Washington Post.

Han anerkender, at "folk er frustrerede" over ventetiden og beder borgerne om ikke at miste tiltroen til politiet.