I den mindre syriske by Manbij fejrer civile i dag deres frihed.
Det sker efter, at den kurdisk-arabiske alliance SDF har fordrevet terrororganisationen IS fra den vigtige, strategiske grænseby i det nordlige Syrien. Det bekræfter en talsmand for alliancen overfor nyhedsbureauet Reuters, efter den sidste gruppe IS-militante forlod byen sent fredag aften:
- Byen er nu under vores kontrol, men vi er stadig i gang med at gennemsøge byen, siger Sharfan Darwish fra det SDF-tilknyttede Manbij Military Council med henvisning til, at sovende IS-celler i byen stadig er en trussel.
Kampen om Manbij begyndte i slutningen af maj og Syriens Demokratiske Alliance, SDF, har fået hjælp fra den USA-ledede koalition, der har støttet med angreb fra luften. Denne uge sagde SDF, at det var tæt på at erobre byen, men at der stadig var cirka 100 IS-militante tilbage i byen. De havde taget over 2.000 civile som gidsler med det formål at anvende dem som menneskeligt skjold.
De civile gidsler er nu blevet befriet, men ifølge Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder forlod 500 biler med IS-militante og civile gidsler Manbij for at køre mod nordøst og byen Jarablus, der stadig er under IS' kontrol.
Knudepunkt for krigere og smuglervarer
Byen Manbij, der ligger mellem Kobane og Aleppo, er en vigtig strategisk by, fordi den har været knudepunkt for IS' trafik af udenlandske krigere, våben og smuglervarer over den tyrkiske grænse.
- Efter befrielsen af Manbij vil IS-medlemmer ikke længere kunne rejse frit til og fra Europa, siger den syrisk-kurdiske leder, Salih Muslim, til BBC.
Ifølge Reuters har USA tidligere meldt ud, at når IS er fordrevet fra Manbij, vil det skabe grundlag for at bevæge sig mod det, der kalder IS' hovedstad, den syriske by Raqqa.
Mens SDF, ifølge Reuters, hurtigt fik tilkæmpet sig kontrol over oplandet rundet om Manbij, tøvede det med at angribe byen aggressivt af hensyn til de civile gidsler.
Ifølge den syriske oppositionsgruppe, Den Syriske Nationale Koalition, er dusinvis af kvinder og børn undervejs blevet dræbt under deres flugt fra Manjib i luftangreb, der formodes at være en del af kampagnen fra den USA-ledede koalition. De bad derfor USA om at stoppe luftangrebene øjeblikkeligt, så det kunne blive undersøgt.