76,9 procent af de afgivne stemmer ved en folkeafstemning om borgerløn i Schweiz siger nej, så som ventet blev forslaget afvist.
Ifølge forslaget skal borgerne have knap 17.000 kroner om måneden, uanset, om de er i arbejde eller ej. Personer, der tjener mere end den garanterede borgerløn, skulle ikke have støtte fra staten.
Ved afstemningen deltog 46,9 procent af de fem millioner stemmeberettigede vælgere.
Tilhængere af borgerløn har i valgkampen argumenteret for, at flere og flere lønmodtageres job bliver automatiseret og overtaget af maskiner, der ikke behøver løn.
Kritikerne har advaret om, at borgerløn vil få udgifterne i statsbudgettet til at skyde kraftigt i vejret, og den schweiziske regering har da også rådet folk til at stemme nej.
Afstemningen om borgerløn blev en realitet, efter at det lykkedes initiativtagerne at samle over 100.000 underskrifter. I Schweiz er det nok nok til at udløse en folkeafstemning.
Spørgsmålet om at indføre et mere enkelt asylbehandlingssystem var også på stemmesedlen. De foreløbige resultater tyder på, at 66 procent af vælgerne stemte for en effektivisering af systemet.
/ritzau/