Kronprinsesse Mary er godt stof.
Allerede inden det historiske tronskifte på søndag, har de aviser og blade, man kan finde på hylderne i den lokale aviskiosker i Australien, kronprinsesse Mary på forsiderne.
Det kulørte blad "Who" har Mary på forsiden med overskriften "Princess Mary - her first day as Queen", og inde i bladet står der under overskriften "Ready to Rule".
"Mary vil komme under øget bevågenhed, men der er ingen tvivl om, at hun er klar til opgaven. Prinsessen har udmærket sig ved sit arbejde med at tackle vigtige spørgsmål som social isolation, mobning og vold i hjemmet gennem den velgørende fond, hun oprettede i 2007".
Det er ikke alene de kulørte blade, men også de mere seriøse medier, der har kronprinsesse Mary på forsiden.
For det er en stor historie, at kronprinsesse Mary, der kommer fra Tasmanien, fra på søndag bliver Hendes Majestæt Dronning Mary, når kronprins Frederik bliver til Hans Majestæt Kong Frederik 10.
Dansk ambassadør: Stor interesse i kongehuset
Det oplever den danske ambassadør i Australien, Pernille Kardel, også. Hun får mange henvendelser om det danske kongehus fra de australske medier.
De er blandt andet interesserede i forskellene og lighederne mellem det danske og britiske kongehus, som havde et tronskifte for nylig, da kong Charles blev konge.
- Men det, som virkelig tæller, er, at en australsk kvinde nu skal være dronning. Det er den historie, som medierne virkelig er interesserede i, siger Pernille Kardel.
Det er da netop også forskellene på den britiske kroningsproces og den mere ydmyge tronskifteproces i Danmark, som public service-mediet ABC beskæftiger sig med, inden de minutiøst gennemgår, hvad der skal ske på søndag, når dronning Margrethe abdicerer og kronprinsesse Mary fra Tasmanien bliver dronning og kronprins Frederik konge.
Hos The Telegraph er kronprinsesse Marys rolle som en uvurderlig støtte for kronprinsen prioriteret i toppen af den kongelige dækning, mens The Herald Sun har en artikel om, hvorfor Mary er den perfekte prinsesse.
Når den historiske begivenhed finder sted på søndag, er det nat i Australien, men interessen for at dække begivenheden er alligevel stor.
Otte australske medier er blandt de 79 udenlandske medier, der kommer til at dække dronningens abdikation på søndag.