I dag lykkedes det endelig: De første fire fodbolddrenge blev reddet ud af Tham Luang-grotten i det nordlige Thailand.
De fire drenge blev efter redningsaktionen fløjet direkte til det nærmeste hospital i byen Chiang Rai, hvor de netop nu bliver tilset og behandlet. De næste timer bruger redningsholdet på at gøre klar til næste aktion, hvor man håber at kunne redde det næste hold drenge ud på samme måde – ved at dykke med dem spændt fast efter en dykker.
Men det er nødvendigt med mere end lægebehandling af de fysiske skavanker, drengene kan have fået under deres 16 dage i grotten. De får højst sandsynligt også behov for behandling for de psykiske ar, som oplevelsen kan have efterladt hos dem.
Det siger klinisk psykolog Aurora Veber, der har speciale i krisepsykologi og erfaring med behandling af folk, der har været isoleret mod deres vilje i kortere eller længere perioder.
- Jeg har behandlet folk, der har været tilfangetagne eller været forsvundet i naturen i længere perioder, fortæller hun.
Og det er blandede følelser, der følger med så voldsom en oplevelse, siger Aurora Veber.
- Folk, der har oplevet noget i retning af drengenes indespærring, har flere forskellige følelser, som de tumler rundt imellem, når de kommer ud. De føler både lettelse og fortrydelse, og så tænker de meget over, hvor galt det kunne have gået. Tanken om, at det her, det kunne jeg have været død af, det sætter jo en skræk i livet på hvem som helst, siger hun.
Dårlig samvittighed
At fire drenge er blevet reddet ud i dag, betyder at otte drenge og den 25-årige fodboldtræner stadig sidder indespærret i grotten. Graden af traumatisering hos drengene afhænger meget af, om de sidste ni kommer ud af grotten med livet i behold, vurderer Aurora Veber.
- Hvis ikke alle overlever, bliver det en meget sværere og tungere terapibehandling, siger hun.
Et dødsfald under redningsaktionen kan nemlig udløse det, der i psykologien kaldes 'survivor's guilt' - skyldfølelse hos de overlevende.
- Det ville rejse mange nye og store spørgsmål om universets balance, om at, hvorfor skulle jeg overleve og de andre dø? I forhold til behandlingen og efterspillet, bliver det meget afgørende.
Og Aurora Vebers bekymring for dårlig samvittighed blandt de overlevende er reel. En thailandsk dykker, der deltog i aktionen, døde i denne uge nemlig af iltmangel, mens han var i gang med at bringe luftflasker ind til fodboldholdet.
Forsinket reaktion
Selv når hverdagen vender tilbage for de overlevende drenge, venter en stor opgave for drengenes forældre, søskende og kammerater. En oplevelse som den, de 12 har været igennem, kan nemlig præge et barn i mange måneder, fortæller Aurora Veber.
- Der er stor forskel på, hvordan børn og voksne reagerer på traumer. Hvor voksne kan sætte ord på deres følelser, vil børn ofte reagere indirekte og ofte forsinket, fortæller hun.
Derfor må drengenes familier og klassekammerater forberede sig på, at de kan blive spontant vrede eller kede af det i mange måneder efter.
- Hvad tænker du om, at drengene er blevet inviteret til Rusland for at overvære finalekampen den 15. juli?
- Hold da op, det er godt nok meget kort tid efter sådan en oplevelse, siger Aurora Veber.
- Hvis alle kommer ud, vil det jo være en helt enestående fejring, og nok også meget overvældende. Men igen bliver alt farvet af, om alle kommer ud eller ej. Det kan ende med at føles rigtig forkert – og som om, man er et dårligt menneske, hvis de tager afsted, siger hun.
Det 18 mand store hold af thailandske og internationale dykkere genoptager redningsaktionen klokken 8.00 lokal tid (3.00 dansk tid), skriver BBC. I mellemtiden knokler det øvrige redningshold på at gøre alt udstyret klar til næste dyk.