Krisemøde i den italienske regering: To døde og snesevis af smittede i Norditalien

Det nye coronavirus, Covid19, har lukket flere byer og aflyst en række fodboldkampe i støvlelandet.

En italiensk mand med en maske står på en gade i byen Codogno, som i dag er blevet lukket ned af myndighederne på grund af coronavirus. (Foto: AP)

Antallet af smittede med det nye coronavirus i Italien stiger time for time, og lige nu sidder den italienske regering i krisemøde og drøfter, hvad man skal gøre for at stoppe spredningen af virusset.

Fredag morgen var der kun registreret tre tilfælde af smitte i Italien. Siden da er to døde, og mere end 50 meldes smittet.

Først døde en 78 år gammel mand på hospitalet i Padua i Vento efter 10-dages indlæggelse, siden en 77-årig dame fra en by i samme region, der blev fundet død i sit hjem.

50.000 mennesker i regionerne Lombardiet og Veneto er blevet bedt om ikke at forlade deres hjem, ligesom myndighederne også har bekræftet de første tilfælde af coronavirus i storbyen Milano.

  • Codogno er tom for mennesker. (Foto: © Reuters Tv, Scanpix)
  • De mere end 10.000 beboere er blevet bedt om at holde sig indendøre. (Foto: © FLAVIO LO SCALZO, Scanpix)
  • "Der er mere information om coronavirus fra Sundhedsministeriet på kommunens hjemmeside," står på en informationstavle. (Foto: © Miguel Medina, Scanpix)
  • En person er død efter at være blevet smittet med det nye coronavirus her på hospitalet i Codogna. (Foto: © Miguel Medina, Scanpix)
  • En pharmaceut betjener kunder fra indgangspartiet for at undgå, at smittede kommer ind i apoteket. (Foto: © Ansa/Matteo Corner, Scanpix)
1 / 5

Venetos guvenør, Luca Zaia, siger, at man nu sætter massivt ind på to fronter:

- Først rekonstruerer vi hele kæden af de sociale relationer, de har haft, for at finde ud af, hvor infektionen kom fra. For det andet skal vi have fat på alle de mennesker, der har været i kontakt med de to mennesker, ikke mindst vores sundhedsarbejdere, siger han til det italienske nyhedsbureau Ansa.

Morris Pati, der bor i Codogno, siger, at der er panik på højt niveau i byen.

- At bære en maske er rigtigt, men der er for meget panik. Man har lukket alt. Nu vil mennesker, der arbejder, møde endnu flere vanskeligheder. Nu går jeg hjem, men så er jeg nødt til at gå på hospice for at besøge min partner, og jeg er ikke engang sikker på, at de vil lade mig komme ind dér, siger han til nyhedsbureauet AP.

Udover den ældre dame fra Codogno, der er død efter at være blevet smittet med det nye coronavirus, så er tre personer lørdag testet positiv for smitte af det nye coronavirus. Herunder en 38-årig mand og hans gravide hustru. Manden er i kritisk tilstand og får intensiv behandling. Han betegnes af myndigheder som "patient 0", altså den person, hvorfra smitten er spredt.

Det er endnu uklart, hvordan han er blevet smittet.

Umiddelbart efter udbruddet af det nye coronavirus i Hubei-provinsen i Kina for snart syv uger, var Italien blandt de første europæiske lande til at aflyse alle fly til og fra Kina - og det til stor forargelse for kineserne.

Krisemøde i Rom

Italiens premierminister, Guiseppe Conte, sagde i går, at alt var under kontrol, men understreger i dag, at man om nødvendigt er klar til at gennemføre yderligere tiltag.

Han har indkaldt til kriseberedskabsmøde i Rom, hvor også sundhedsminister Roberto Speranza og udenrigsminister Luigi di Maio deltager.

Det er ikke meget, der er sluppet ud fra mødet, men regeringen arbejder på et dekret, der skal hjælpe myndighederne i landet med at inddæmme smitten.

Krisemøde i den italienske regering. For bordenden sidder premierminister Guiseppe Conte. (Foto: © FILIPPO ATTILI HANDOUT, Scanpix)

Myndighederne har allerede lukket hele byer ned i forsøg på at sikre, at virusset ikke spreder sig. Offentlige begivenheder som gudstjenester, karnevaler og flere hundrede fodboldkampe i de lavere rækker er blevet aflyst.

Der er også flere universiteter i Norditalien, der har meddelt, at undervisningen er aflyst indtil 1. marts. Det gælder blandt andre et af Venedigs større universiteter, Università Ca' Foscari.

Generaldirektør i verdenssundhedsorganisationen, WHO, Tedros Adhanom Ghebreyesus, er efter de mange tilfælde af smitte i Italien på Twitter citeret for, at der er 1.200 smittede uden for Kina i 26 lande med 8 dødsfald til følge.

- Vi er bekymrede over, at et stigende antal af sager ikke har nogen forbindelse til Kina, siger han videre.

I Kina er der i følge WHO nu 75.569, der er eller har været smittet med det nye coronavirus, Covid19, herunder 2.239 døde.

Om coronavirusset

  • Hvor farligt er det? Forskere kæmper fortsat med at fastslå dødeligheden. I begyndelsen lød det, at coronavirusset var mindre farligt end sars, men siden er der opstået tvivl om, hvor transparente de kinesiske myndigheder er. Ifølge internationale forskere kan smittetallene fra kinesiske myndigheder være helt op til ti gange højere. WHO har analyseret 17.000 smittetilfælde. Her fastslog de, at dødeligheden lå under to procent, men historisk set har tidlige "dødelighedsanalyser" af epidemier vist sig at være utroværdige. Til sammenligning havde sars-virusset en dødelighed på knap ti procent.

  • Hvordan bliver man smittet? De fleste luftbårne virusser smitter gennem hoste og nysen. I starten afviste kinesiske myndigheder, at det kunne spredes mellem mennesker, men det har siden vist sig at være forkert. Nu advarer forskere om, at syge personer kan smitte andre, allerede inden de mærker symptomer.

  • Hvor begyndte udbruddet? I begyndelsen af januar rapporterede flere internationale medier, at en mystisk sygdom havde ramt 59 personer i den kinesiske by Wuhan. Sygdommen blev kædet sammen med et marked, der solgte levende fisk, fugle og andre dyr. I dag vides det fortsat ikke, hvilket dyr der var kilden til sygdommen, og lukningen af 'kødmarkedet' i Wuhan har gjort det umuligt at undersøge.

  • Er der en vaccine på vej? Ja, men det vil tage måneder - og måske år. Trods teknologiske fremskridt er det en dyr og risikabel proces at udvikle nye vacciner. Efter sars-udbruddet i 2003 gik der 20 måneder, inden en vaccine var klar. Den blev aldrig nødvendig, da udbruddet var under kontrol.

  • Kilder: Sundhedsstyrelsen, New York Times.