Krim lukker for flytrafik - undtagen til og fra Rusland

Kun fly fra og til Rusland får i øjeblikket lov til at lande og lette i lufthavnen i Simferopol på Krim. Soldater med opbakning fra Rusland har taget kontrol med luftrummet.

Den internationale lufthavn i Simferopol blev indtaget af uidentificerede mænd i slutningen af februar (arkivfoto). (Foto: © VIKTOR DRACHEV, Scanpix)

Alle fly til og fra Krims internationale lufthavn i hovedbyen Simferopol er blevet aflyst - bortset fra dem, som skal til Moskva, eller som kommer fra Ruslands hovedstad.

Det fremgår af lufthavnens egen hjemmeside.

Ukraines største luftfartsselskab Ukraine International Airlines (UIA) oplyser på sin hjemmeside, at selskabets fly i øjeblikket ikke kan blive serviceret i Simferopol Lufthavn på grund af "luftrum regulering".

Afvist ved landing

Inden de officielle meddelelser oplyste en lang række passagerer på det sociale netværk Twitter, at deres fly til Simferopol var blevet omdirigeret. Personer, der overvåger flytracking-hjemmesider havde også meldt om fly, som pludselig skiftede kurs, når de nærmede sig Krim.

Den britiske avis The Telegraph fortæller om et konkret fly, der nåede så vidt som til at lægge an til landing, før det blev afvist.

Avisen skriver, at soldater med opbakning fra Rusland har indført restriktioner for lufthavnen som et led i Ruslands generelt øgede kontrol med Krim før en folkeafstemning på søndag.

Ulovlig afstemning

Ved folkeafstemningen har borgerne på Krim blandt andet mulighed for at sige ja til at slutte sig til Rusland. Ukraines midlertidige regering, EU, USA og mange andre mener, at afstemningen er ulovlig.

Lufthavnen i Simferopol var et af de første steder, som uidentificerede mænd i uniform tog kontrol med i slutningen af februar.