Den pro-russiske leder af Krim-regionen i Ukraine, Sergej Aksjonov, henvender sig nu direkte til den russiske præsident Vladimir Putin for at sikre ro på den sydlige halvø.
- Med forståelse for mit ansvar for borgernes liv og sikkerhed, appellerer jeg til den russiske præsident, Vladimir Putin, for at få assistance til at kunne garantere ro og orden i den uafhængige Krim-republik, siger Sergej Aksjonov til lokale nyhedsbureauet, ifølge nyhedsbureauet AP.
Sergej Aksjonov siger, at han har kontrol over militæret, politiet og andre sikkerhedstjenester på halvøen Krim i Sortehavet.
Ifølge Ritzau siger kilder i administrationen omkring Putin, at Rusland "ikke vil undlade at have opmærksomhed på anmodningen fra Aksjonov".
Russiske soldater måske allerede i Krim
Efter urolighederne og et farvel til præsident Viktor Janukovitj i Ukraine blev Aksjonov valgt af det lokale parlament til at lede regionen, som indtil videre har modsat sig den nye ledelse i landet.
Bevæbnede mænd - som er blevet beskrevet som russiske soldater eller soldater kontrolleret af Rusland - tog fredag kontrol over lufthavne i Krim.
Den fungerende præsident i Ukraine, Oleksandr Turtjinov, er ikke i tvivl om, at Rusland står bag, og Turtjinov opfordrer russerne til at stoppe provokationerne.
Ukraine: 6000 soldater fra Rusland
Lørdag formiddag sagde den ukrainske forsvarsminister, at Rusland har sendt 6000 soldater til Ukraine, og at det ukrainske militær er i højeste beredskab på Krim-halvøen, skriver Reuters.
Samtidig siger regeringen, at den ikke vil bukke under for russiske provokationer, men også at den ikke har i sinde at lade sig lokke ind i en ny konflikt på grund af russerne.
- Den upassende tilstedeværelse af russiske soldater på Ukraines territorium er en provokation. Ruslands forsøg på at få Ukraine til at reagere med magtanvendelse er slået fejl, siger premierminister Arsenij Jatsenjuk forud for et regeringsmøde, der blev transmitteret direkte af det statslige fjernsyn.
Den amerikanske præsident, Barack Obama, har ligeledes udtrykt bekymring over indtoget af soldater, og han siger, at russisk indblanden på ukrainsk territorium vil få konsekvenser.
Rusland har i mange år haft militærbase på Krim-halvøen.