Kreml-talsmand: Eskalering kan være 'begyndelsen på enden for Ukraine'

Både Rusland og Ukraine opruster nær grænsen mellem de to lande.

En ukrainsk soldat går gennem en skyttegrav ved frontlinjerne nær byen Zolote i Lugansk-regionen i det østlige Ukraine, som i går fik besøg af den ukrainske præsident. (Foto: © Str, Scanpix)

Det kan være ”begyndelsen på enden” for Ukraine, hvis ukrainske styrker angriber de pro-russiske separatister i det østlige Ukraine.

Sådan lyder den grumme advarsel fra Dmitry Kozak, vicechef for Ruslands præsidentadministration, som ifølge BBC siger, at russiske styrker kan blive nødt til at gribe ind i konflikten for at beskytte russiske statsborgere.

- Det hele kommer an på, hvor meget det brænder på, siger Kozak, som tilføjer, at der, hvis eskaleringen fortsætter, ”ikke vil være tale om et skud i foden, men ét i ansigtet”.

Dmitrij Kozak sammenligner nemlig situationen for de russisktalende separatisters situation i det østlige Ukraine med Srebrenica, den by i Bosnien-Hercegovina, hvor 8.000 muslimske muslimske drenge og mænd blev henrettet af bosnisk-serbiske soldater i 1995.

Det er en sammenligning, som også præsident Vladimir Putin er kommet med allerede i 2019, hvor han advarede om, at de russisktalende indbyggere i Donbas-regionen var i risiko for at blive udsat for en lignende etnisk udrensning, såfremt Ukraine genvandt kontrollen med området.

- Hvis, som vores præsident siger, der opstår et Srebrenica, så vil vi nok blive nødt til at komme til deres forsvar, lyder det ifølge BBC fra Dmitrij Kozak.

Flere styrker ved grænsen

I den seneste tid er konflikten i det østlige Ukraine taget til, hvilket truer den skrøbelige våbenhvile, som har været i kraft i området siden 2015.

Ifølge Ukraine er 25 af landets soldater blevet dræbt i sammenstød med prorussiske separatister siden nytår. Sidste år mistede 50 ukrainske soldater livet, lyder det.

Samtidig er antallet af russiske styrker på den russiske side af grænsen blevet øget i så høj grad, at det har vakt bekymring i både Frankrig, USA og Tyskland. Ifølge The Guardian viser efterretninger, at kampvogne, raketartilleri og ballistiske missiler med kort rækkevidde er blevet transporteret til et område cirka 200 kilometer fra Ukraines grænse.

Der er dog forskel på meldingerne om antallet af soldater, fortæller DR's korrespondent i Rusland og Ukraine, Matilde Kimer. Ifølge Ukraine har Rusland indsat 20.000 soldater nær grænsen, mens USA har registreret omkring 4.000.

Det russiske flag vajer på toppen af en konvoj af pro-russiske tropper nær frontlinjen i Donetsk i 2015. (Foto: © Vasily Maximov, Scanpix)

Konflikten mellem de to nabolande begyndte i 2014, hvor Rusland annekterede Krim-halvøen og aktivt støttede separatisterne i Donbas-regionen.

Siden har der været gentagne forsøg på at finde en politisk løsning på en strid, som har kostet mindst 14.000 mennesker livet. Den mest aktive fase var krigens første år, men der har også siden været lokale opblusninger.

Ruslands nuværende tiltag ved grænsen er den største oprustning i området, siden konflikten startede i 2014.

- Rusland vil ikke træde til side

Kremls pressesekretær Dmitrij Peskov forsvarede også i dag den russiske oprustning og kaldte grænseregionen for ”en krudttønde”.

Han slog ligesom Kozak fast, at Rusland ikke vil ”træde tilbage”, hvis landet tror, at fjendtlige ukrainske handlinger kan føre til ”omfattende civile dødsfald”. Der er dog ingen indikationer på, at Ukraine har planer om at udføre en etnisk udrensning i området.

Tyskland og Frankrig er involveret i de verserende fredsforhandlinger mellem Ukraine og Rusland, og Tysklands Angela Merkel har under en telefonsamtale tidligere på ugen krævet af Ruslands Vladimir Putin, at han nedbringer antallet af tropper nær den ukrainske grænse for at de-eskalere situationen.

Det fik dog i stedet Putin til at anklage Ukraine for at skabe provokationer i de konfliktramte områder.

Situationen er under kontrol

Ifølge det ukrainske forsvar er man bekendt med, at russerne opruster nær grænsen til Ukraine, fortæller den ukrainske hærchef, general Ruslan Khomchak.

- Det er ikke ensbetydende med, at vores land er ved at blive omringet. Vi har situationen under kontrol, siger han ifølge BBC.

Ukraines præsident Volodymyr Zelenskij besøgte i går frontlinjerne i det østlige Ukraine, hvor han besøgte de områder, hvor eskaleringen har fundet sted. Her opfordrede han Nato til at åbne op for, at Ukraine kan slutte sig til den militære alliance.