Regnen pisker ned over dele af Australiens østkyst, og det har ført til oversvømmelser og lukkede veje.
Samtidig er berørte områder forblevet knastørre, og næsten 100 skovbrande er stadig ikke slukket.
De store mængder regn har lukket motorveje i Queensland, og i New South Wales er strømmen gået i dele af staten efter en stormfuld nat.
- Den tunge, intense nedbør er lettet, men der kan stadig forekomme regnskyl og tordenvejr i weekenden, skriver det meteorologiske institut i Queensland på Twitter.
- Vær forsigtig ude på vejene. Hvis de er oversvømmede, så glem det.
Dele af Queensland fik tre gange så meget regn i nat som på en enkelt måned.
Mange af delstatens nationalparker og turistattraktioner er blevet lukket, og boligområder er oversvømmet. Men der er ikke meldt om nogen større skader.
Premierminister Scott Morrison meddelte mandag i sidste uge, at regeringen har afsat to milliarder dollar - godt ni milliarder kroner - til genopbygning af landet efter brandene.
Derudover er der afsat 50 millioner australske dollar, svarende til cirka 231 millioner kroner, til en fond til genopbygning af landets natur og dyreliv.
Australien havde i 2019 sit varmeste og tørreste år nogensinde.
/ritzau/