Hundredtusindvis af euro i bytte for gunstige kontrakter med staten.
Det er humlen i de korruptionsanklager mod to parlamentarikere fra Tysklands regeringspartier CDU og CSU, som har set dagens lys i den seneste tid.
De to politikere er anklaget for at have taget sig godt betalt af to private virksomheder i bytte mod at formidle hårdt tiltrængte mundbind og ansigtsværn til blandt andet tyske hospitaler og plejehjem. Det fortæller DR's korrespondent i Tyskland, Michael Reiter.
- Den ene, Nikolas Löbel fra CDU, har indrømmet, at han sidste år tjente omregnet godt to millioner kroner i provision på at formidle coronamasker til blandt andet sygehuse og plejehjem på vegne af et firma i hans hjemstavn, Baden-Württemberg.
- Den anden, Georg Nüsslein fra CSU, er mistænkt for at have tjent næsten fem millioner kroner på at promovere bestemte masker overfor tyske ministerier, fortæller Michael Reiter.
”Utilgiveligt”
De to politikeres ageren har mødt skarp kritik fra blandt andet Armin Laschet, CDU’s nye partiformand, som overtog posten som leder i Angela Merkels parti i midten af januar.
- Politikere, der på den måde stikker penge i lommen, er ikke folkets repræsentanter. Og de bør hurtigst muligt tage deres afsked fra parlamentet, lød det blandt andet fra partiformanden.
Anklagerne har indtil videre kun fået den ene, Nikolas Löbel fra CDU, til at træde tilbage fra sin post. Georg Nüsslein fra CSU har meldt ud, at han træder tilbage fra den parlamentariske gruppe, men at han ikke har tænkt sig at opgive sit sæde i det tyske parlament, Forbundsdagen.
Det har fået formanden for CSU, Markus Söder, til at gentage opfordringen til Nüsslein om at trække sig helt fra sin post:
- Jeg er af den kraftige overbevisning, at et rent brud er bedre end at trække pinen ud, siger Söder ifølge det tyske medie DW.
Men det er ikke kun blandt politikere, at det har vakt vrede, at folkevalgte parlamentsmedlemmer har profiteret på coronapandemien. Også blandt befolkningen bliver afsløringen mødt af ”en storm af vrede og kritik”, fortæller Michael Reiter.
- Vi befinder os i en global krise, som kansler Merkel har kaldt den værste for Tyskland siden Anden Verdenskrig. Partierne CDU og CSU sidder i regering. De er ansvarlige for at bringe landet sikkert gennem den krise, siger han og fortsætter:
- At politikere fra de partier åbenbart har profiteret af andres nød, er i manges øjne utilgiveligt. Og det har rejst en storm af vrede og kritik. En kritik, der vokser sig større, fordi de to politikere ikke rigtig synes, de har gjort noget forkert.
Tyskerne forventer en stærk formand
I de to partier forsøger man nu at inddæmme skandalen, og flere fremtrædende partimedlemmer har – udover de to partiformænd – være ude og fordømme de to parlamentarikere.
Men ifølge Michael Reiter er fordømmelsen fra partiformændene kommet for sent. Samtidig ser det heller ikke for kønt ud, at henstillingen til, at parlamentarikerne bør nedlægge deres mandater, indtil videre kun er blevet fulgt af den ene.
- Formændenes fremfærd udstråler ikke autoritet, som tyskerne forventer af kommende kanslere. Det bliver ikke håndteret særligt godt indtil videre. Og mange i partiet frygter, at vi kommer til at se flere tilfælde af korruption i forbindelse med coronakrisen.
Kan få konsekvenser for konservative vinderchancer
Skandalen sker midt i det, som er blevet døbt Tysklands ”supervalgår”.
To delstatsvalg på søndag, det ene af dem i Nikolas Löbels politiske hjemstavn, Baden-Württemberg, markerer starten på valgåret, som kulminerer med det tyske parlamentsvalg til efteråret.
Og det kan komme til at få konsekvenser for de to regeringspartier, som allerede er under pres for deres håndtering af coronakrisen, hvis de ikke tager hånd om skandalen, vurderer Michael Reiter.
- At coronakrisen bliver misbrugt til at fylde lommerne kan vende op og ned på de borgerliges chancer. For der bliver åbnet op for en Pandoras æske af dårlige minder, siger han og fortsætter:
- CDU og CSU har i deres historie været ramt af andre korruptionsskandaler - helt tilbage til kansler Kohl og ministerpræsident Franz-Josef Strauss’ tid. Og det er helt sikkert noget, som de konkurrerende partier vil varme op i en kommende valgkamp, siger Tyskland-korrespondenten.