- Vi er vågnet op til et andet Mellemøsten end det, der fandtes da vi gik i seng.
Sådan lyder det fra mellemøstkorrespondent Puk Damsgård, efter USA i nat er lykkedes med at dræbe den iranske general Qassem Soleimani i et luftangreb tæt på den internationale lufthavn i Iraks hovedstad Bagdad.
Både Irans øverste leder, Ayatollah Ali Khamenei, og Pentagon har bekræftet drabet. Ifølge amerikanerne skete det efter direkte ordre fra den amerikanske præsident.
Udover Qassem Soleimani er mindst fire andre bekræftet dræbt. Heriblandt Abu Mahdi al-Muhandis, som var leder af den pro-iranske Kataib Hezbollah-milits i Irak, det bekræfter Irans Revolutionsgarde.
Selvom navnet Qassem Soleimani nok ikke får klokkerne til at ringe i danske morgenhjerner, så har Iran mistet sin største militære strateg, siger Puk Damsgård.
- Man skal forstå den rolle, han har spillet i alt, hvad der foregår udenfor Iran. Det gælder i Syrien, Libanon og ikke mindst i Irak, hvor han nu blev slået ihjel.
- Men udover at være militærstrateg, har han også haft politisk indflydelse. Han har siddet med til møder med Syriens præsident Assad og refereret direkte til den religiøse ledelse, siger Puk Damsgård.
Store konsekvenser for Mellemøsten
Nattens angreb i Iraks hovedstad kommer efter uger og måneder, hvor konflikten mellem USA og Iran er optrappet gevaldigt på irakisk jord. For præcis en uge siden blev en amerikaner dræbt i et missilangreb på en militærbase ved byen Kirkuk i det nordlige Irak.
Irans øverste leder har lovet, at man vil 'hævne sig brutalt på USA' efter dagens angreb, men ifølge Puk Damsgård er det umuligt at sige hvordan.
- Det her er et direkte angreb på Iran. Der er ikke tale om en iransk støttet irakisk milits, men et direkte angreb - og derfor er dette så alvorligt. Det kan få store konsekvenser for Mellemøsten, fordi Iran er tilstede nærmest overalt.
Mange i Mellemøsten er i dag vågnet op til en farlig og uforudsigelig situation, siger Puk Damsgård.
Også mellemøstkorrespondent Michael S. Lund er ikke i tvivl om, at Iran vil gøre gengæld, siger han.
- Iranerne støtter en række grupper i Mellemøsten, som de kan få til at ramme amerikanske interesser i flere forskellige lande. De kan ramme skibstrafik i Golfen, oliefirmaer eller amerikanske baser i regionen - men det er meget svært at spå om.
Ifølge Michael S. Lund er det svært at overvurdere betydningen af generalen, siger han.
- Han var reelt en af de mest magtfulde mænd i Iran. En mand, som var langt mere magtfuld end landets forsvarsminister og som havde en enorm indflydelse på iransk politik i Mellemøsten.
En tavs Donald Trump
Amerikanerne har altså bekræftet, at angrebet skete efter ordre fra præsidenten.
Selv har Donald Trump endnu ikke kommenteret hændelsen, men kort efter angrebet i nat tweetede han et billede af det amerikanske flag.
Iran har erklæret tre dages national landesorg. Ifølge BBC har iransk stats-tv lagt en sort bjælke over den venstre del af skærmbilledet som et udtryk for landets sorg.
Rettelse: Vi har tidligere vist et videoklip, der angiveligt viser billeder fra angrebet. Klippet er fjernet på grund af manglende rettigheder. Det har ikke været muligt at finde ud af, hvem der har optaget videoklippet.