Korrespondent: USA er ikke parat til at åbne igen

Der er stor forskel på, hvor parate de forskellige stater er til at genåbne.

Præsident Donald Trump sagde på pressemødet, at man havde gjort "fantastiske fremskridt". (Foto: © ALEX WONG, Scanpix)

USA's guvernører får lov til at genåbne staterne.

Sådan lød det i aftes fra præsident Donald Trump, da han præsenterede en række retninglinjer for, hvordan den langsomme genåbning af USA kommer til at foregå.

De nye retningslinjer for genåbningen af USA har fået navnet "Opening Up America Again".

Præsidenten har flere gange diskuteret offentligt med forskellige guvernører om, hvordan krisen skulle håndteres. I særdeleshed med New Yorks guvernør, Andrew Cuomo.

Nu bliver beslutningen om genåbning i staterne ene og alene guvernørernes.

- Jeg tror, Det Hvide Hus har indset, at det ikke er tidspunktet til at erklære krig mod landets guvernører. Slet ikke fra deres eget parti, og slet ikke i et valgår, siger DR's korrespondent i USA, Lillian Gjerulf Kretz.

Men USA er ikke parat til at åbne igen.

- Langtfra. USA er stadig det land i verden med flest smittede og døde. Kurven flader ud nogle steder, men stiger andre steder. Der er stor forskel på, hvordan det ser ud i de forskellige delstater.

  • Delstaten New York er det sted i USA, der er hårdest ramt af coronavirus. (Foto: © CAITLIN OCHS, Scanpix)
  • Sygepersonale tilser en patient. (Foto: © CAITLIN OCHS, Scanpix)
  • Personalet på hospitalerne bruger alt, lige fra masker og skibriller til at beskytte sig på jobbet. (Foto: © CAITLIN OCHS, Scanpix)
1 / 3

Ansvaret for test ligger hos staterne

Donald Trump understregede, at genåbningen ville ske på en kontrolleret måde, som bygger på forskning og data.

- Vi genåbner ikke alt på en gang, men et forsigtigt skridt ad gangen, siger Donald Trump.

Der er anbefalet tre faser, som skal give de forskellige stater en indikation på, hvornår de kan genåbne deres økonomi og sende folk på arbejde.

Sådan lød det på pressemødet:

I store træk er fase et, at folk langsomt kan vende tilbage til jobbet, og skolerne forbliver lukkede.

Falder antallet af smittede i to uger efter det, kan man fortsætte til fase to. Her kan skoler åbnes, rejser kan genoptages og der vil være en større grad af normalitet i samfundet.

Falder antallet af smittede fortsat, er man ved fase tre, der er en "ny normal". Her er man opmærksom på social afstand, men man kan fortsætte sit liv.

- Men mange af de regler følger flere stater allerede. De giver heller ikke svaret på det helt store problem: Testsystemet, som stadig ikke fungerer i USA, forklarer Lillian Gjerulf Kretz.

- Der er en frygt for, at når amerikanerne ikke kan blive testet, hvordan kan man så være sikker på, at det er forsvarligt, trygt og sikkert at vende tilbage til det normale liv? Jeg tror, at planen afhænger meget af, om man kan skabe denne her tryghed. Og nu bliver det delstaternes ansvar at finde ud af, hvordan man skal få testsystemet til at fungere og få et ordentligt billede af, hvordan smittespredningen ser ud, siger DR's USA-korrespondent.

  • Flere byer i USA har i løbet af natten lyst bygninger op med blåt lys til ære for sundhedspersonalet i landet. Her i Los Angeles. (Foto: © Frazer Harrison, Scanpix)
  • Også ved Rockefeller Plaza i New York City var der blåt lyst. (Foto: © Mike Segar, Scanpix)
  • Ligeledes i Detroit var der blåt lys på særlige bygninger. (Foto: © Gregory Shamus, Scanpix)
1 / 3