Korrespondent: Tyskere frygter nyt højreekstremistisk netværk efter drab på politiker

Den 2. juni blev Walter Lübcke fra partiet CDU skudt på klos hold i sit hjem.

Den tyske politiker Walter Lübcke blev dræbt i sit hjem nær Kassel i Tyskland. (Foto: © UWE ZUCCHI, Scanpix)

Mordet på den tyske politiker Walter Lübcke og motivet bag fylder meget i Tyskland i dag.

I går udtrykte den tyske kansler Angela Merkel stor medfølelse med de pårørende til Walter Lübcke.

- I dag er en dag, hvor vi alle tænker på Walter Lübckes familie og venner.

Samtidig udtrykte Merkel dyb bekymring over, at sådan et drab kan finde sted i Tyskland.

Hun har krævet en hurtig og tilbundsgående undersøgelse af sagen – det samme har forbundspræsident Frank-Walter Steinmeier.

En æresgarde holder vagt ved Walter Lübckes kiste ved begravelsen i Kassel i sidste uge. (Foto: © POOL New, Scanpix)

En del af noget større?

Walter Lübcke var fortaler for den tyske regerings flygtningepolitik, og i forbindelse med migrationskrisen i 2015 argumenterede han for, at det er en fundamental kristen værdi at hjælpe mennesker i nød. Sidenhen modtog Lübcke dødstrusler fra det yderste højre.

- Netop højreekstremismen er et betændt emne i Tyskland. For år tilbage likviderede og begik terrorgruppen NSU bombeattentater mod indvandrere. Nu frygter man, at den mistænkte i drabet på Walter Lübcke har ladet sig inspirere af NSU eller endda er en del af et nyt højreekstremistisk netværk, selvom politiets efterforskning lige nu ikke kan bekræfte det, siger DR's korrespondent i Tyskland, Michael Reiter.

- Man frygter med andre ord, at det her drab i virkeligheden er del af noget større.

Den nynazistiske terrorgruppe NSU dræbte ni indvandrere og en politibetjent i Tyskland mellem 2000 og 2007. (Foto: © Lisi Niesner, Scanpix)

Højreekstremistisk baggrund

Mordet på Walter Lübcke bliver nu efterforsket som en højreekstremistisk forbrydelse.

65-årige Walter Lübcke var regeringspræsident i den tyske by Kassel og medlem af den tyske kansler Angela Merkels parti, CDU.

En regeringspræsident er ikke at forveksle med en ministerpræsident, der er en delstats øverste politiske post.

En regeringspræsident findes i flere af de tyske delstater.

Ministerpræsidenten udpeger regeringspræsidenten, der har en slags koordinerende rolle i forholdet mellem delstatsregeringen og lokalmyndigheder rundt om i delstaten.

Skudt på klos hold

Walter Lübcke blev kort efter midnat den 2. juni fundet skudt i hovedet på klos hold på sin terrasse.

I lørdags blev det offentlig kendt, at tysk politi har arresteret en 45-årig mand, der blev forbundet med gerningsstedet via et DNA-match.

Mandag kunne politiet i Tyskland fortælle, at de går ud fra, at det er en højreekstremistisk handling, der ligger bag drabet.

Samme dag overtog statsanklageren efterforskningen af drabet. Statsanklagerens ansvarsområder kredser om terror, ekstremisme og politisk motiveret vold. Det tyder dermed på, at drabet på Walter Lübcke bliver behandlet som en politisk motiveret forbrydelse.

Politifolk ved Walter Lübckes hjem i nærheden af Kassel. (Foto: © Ralph Orlowski, Scanpix)

Kendt af politiet

Ifølge den tyske avis, Süddeutsche Zeitung, har den mistænkte 45-årige mand en lang række kriminelle handlinger bag sig. Derudover har han tidligere udsendt dødstrusler på sin Youtube-kanal, og under en ransagning af hans hjem blev der fundet våben.

Avisen skriver også, at den mistænkte har skrevet en kommentar på Youtube tilbage i 2018 under sit alias "Game Over" – her skriver han, at ”enten går denne regering snart af, eller der vil forekomme død”.

Desuden bliver manden i tyske medier sat i forbindelse med det nynazistiske Nationaldemokratiske Parti, NPD, i Hessen – og ifølge Die Zeit blev han kendt skyldig i angribe et opholdssted for flygtninge med en rørbombe tilbage i 1993.

De officielle kilder giver dog ikke megen information om efterforskningen af den arresterede.

- Baseret på den aktuelle efterforskning går vi ud fra, at det drejer sig om en højreekstremistisk handling, sagde talsmanden for Tysklands anklagemyndighed, Markus Schmitt, i går.

Han tilføjede, at der lige nu ikke er noget tegn på, at den mistænkte tilhører et specifikt højreekstremistisk netværk eller en terrorgruppe. Politiet undersøger dog, om der kan være andre involveret i drabet.